»Helvede er de andre«, sagde Sartre nok, men i Toy Story-filmene er det omvendt: Helvede er at være uden de andre. Den stadige variation af den livsindsigt i en kombination af letfattelig humor og menneskeklog livsalvor er en hovedårsag til, at de hermed fire spillefilm er blandt verdens mest geniale fortællinger. Sammen med Hoffmanns og Andersens eventyr, selvfølgelig, hvis grundgreb filmene jo planker: Legetøjet lever sit eget liv, når børnene er væk.
Er en eksistentialistisk filosof ikke lovlig tungt skyts at rulle frem i anledning af en tegnefilm? Næ, ikke når filmen nu, et kvart århundrede efter ’Toy Story’, der i 1995 var verdens første 100 pct. computergenererede animation i spillefilmslængde, igen iscenesætter basale spørgsmål for børn såvel som voksne: om individets frihed til at udvikle sig trods afhængigheden af andres anerkendelse eller hengivenhed, om frygten for at blive overflødig, om at overvinde sin frygt og ikke smitte andre med den, om længslen efter det velkendte kontra appetitten på det ukendte ... Med meget mere.
