Det gode dogme, om at man skal vise det i stedet for at fortælle det, efterleves på det mest fortræffeligste adskillige steder i den knugende thriller ’The Sleepers’.
Blandt andet indledningsvist, hvor vi er i Prag i 1977, og et par folk fra sikkerhedspolitiet bryder ind hos en dissident. De roder og regerer, sætter mikrofoner i soveværelset og kommer med nedsættende bemærkninger om offerets manglende seksualliv, inden den øverstkommanderende sender sin makker af sted. Derefter samler han omhyggeligt udvalgt nips, grammofonplader og kunstgenstande sammen, smider dem i et dynebetræk, som han lægger på gulvet og tramper hårdt og vedvarende på. Og inden han forlader lejligheden, en hyggeligt rodet ungkarlehybel, stiller han sig op og pisser i hovedenden af sengen, direkte på hovedpuden. Styret i den daværende østblik var ikke bare nyfigent, men også ondskabsfuldt og nærtagende vis-a-vis anderledes tænkende.
