0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Episk og radikal film om Første Verdenskrig: Sam Mendes hiver dig gennem Vestfronten i et enkelt forpustende klip

Sam Mendes’ ’1917’ er filmet som ét langt glidende klip på Vestfronten, hvilket lyder som opskriften på et granatchok i biografsædet. Som filmkunst er det en fryd, men det bliver aldrig så fysisk uudholdeligt, at man slipper den historiske distance til Første Verdenskrig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kilde: NORDISK FILM

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når en slagmark blev forladt af soldater under Første Verdenskrig, var røde valmuer noget af det første, der begyndte at gro. Det bemærkede canadieren John McCrae i 1915, da han så dem blomstre på en massegrav efter det første slag ved Ypres, og med sit digt ’Flanders Fields’ gjorde han valmuen til et billede på heroisme med linjer som »Vi skal ikke sove, selv om valmuer gror/ På Flanderns marker«, men også på det barokke sammenstød mellem skøn natur og maskinel destruktion. Med McCraes digt blev valmuen til det vigtigste ceremonielle symbol for eftertiden.​

Så når Sam Mendes indleder sin episke krigsfilm med et panoramisk billede af en mark i blomst, tror man umiddelbart, at vi befinder os efter krigen. Men så zoomer kameraet ud og introducerer to britiske soldater, der ligger og blunder ved et træ. Vi befinder os i 1917, og krigen raser.​

Mendes har ikke skabt et mindesmærke med distance til begivenhederne. Vi skal ind i kampen, midt ind i mudder, blod og afføring, sådan som den enkelte soldat oplevede det. Uden fornemmelse for hverken militære strategier eller overordnede mål af historisk og moralsk betydning.

Første Verdenskrig var den første massekrig, hvor soldater kæmpede i blinde uden til sidst at vide hvorfor. Det store meningstab, hvor den gamle verden styrtede i ruiner, mens millioner af mænd mistede livet. Det er den historie Mendes vil fortælle fra soldatens synspunkt.

For at indsnævre perspektivet til den enkelte soldats begrænsede udsyn benytter Sam Mendes og fotografen Roger Deakins sig af det, der ligner et one take (uden klip). I virkeligheden varer de længste optagelser 8 minutter, men de er svejset så sømløst sammen, at soldaternes vej gennem skyttegrave, pigtråd på slagmarken og sønderbombede byer glider realistisk af sted i én lang forpustende bevægelse. Det er et radikalt valg eksekveret med blændende håndværk.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«