Når en slagmark blev forladt af soldater under Første Verdenskrig, var røde valmuer noget af det første, der begyndte at gro. Det bemærkede canadieren John McCrae i 1915, da han så dem blomstre på en massegrav efter det første slag ved Ypres, og med sit digt ’Flanders Fields’ gjorde han valmuen til et billede på heroisme med linjer som »Vi skal ikke sove, selv om valmuer gror/ På Flanderns marker«, men også på det barokke sammenstød mellem skøn natur og maskinel destruktion. Med McCraes digt blev valmuen til det vigtigste ceremonielle symbol for eftertiden.
Så når Sam Mendes indleder sin episke krigsfilm med et panoramisk billede af en mark i blomst, tror man umiddelbart, at vi befinder os efter krigen. Men så zoomer kameraet ud og introducerer to britiske soldater, der ligger og blunder ved et træ. Vi befinder os i 1917, og krigen raser.
