I over otte år lavede forfatter, journalist og Billie Holiday-fan Linda Lipnack Kuehl interviews med jazzsangerindens venner, familie, samarbejdspartnere og bekendte. Men inden Kuehl nåede at skrive det, der skulle være en udtømmelig biografi om Holiday, døde forfatteren.
Politiet sagde, det var selvmord. Men den køber hendes familie ikke. Blev Kuehl myrdet? Det er med dette stænk af noget sensationelt, at dokumentarfilmen om Billie Holiday åbner, en film, der derfor i begyndelsen er halvt true crime, halvt biografi. Det er et smart forsøg på at få publikum på krogen, men historien om Kuehl udfoldes ikke for alvor, det forbliver en gimmick, og derfor ender det med at stinke uvederhæftigt.




























