Lars Løkke Rasmussen har tilsyneladende fået smag for at lave fjernsyn.
Efter tidligere i år at have deltaget i programmet ’Over Atlanten’ på Discovery+ er han nu blevet tv-vært på sit eget program: den historiske programserie ’Klaksvíkstriden’ på DR 2. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Over fire afsnit – første sendes 4. august – undersøger den tidligere statsminister, der er gift med færingen Sólrun Løkke Rasmussen, de dramatiske hændelser i byen Klaksvík på Færøerne tilbage i 1955.
Det er formentlig de færreste danskere, der er klar over, at Danmark i en kort overgang bevægede sig mod noget, der lignede borgerkig, da indbyggerne i den lille by gjorde oprør, fordi byens vellidte læge, som havde været erklæret nazist under krigen, blev afskediget. Det kom så vidt, at et dansk krigsskib måtte sejle mod Klaksvík for at få styr på situationen.
Og det er netop denne uvidenhed om rigsfællesskabets fælles historie, som Lars Løkke Rasmussen med programmerne gerne vil gøre noget ved, siger han til B.T.
Da Lars Løkke Rasmussen deltog i ’Over Atlanten’, trak det overskrifter og vakte kritik, fordi han stadigvæk sidder i Folketinget og ifølge Ekstra Bladet fik fuld løn for det, mens han lavede reality-tv ude fra Atlanterhavet.
Men programmerne om Klaksvíkstriden har slet ikke været lige så tidskrævende, siger Lars Løkke Rasmussen til B.T:
»Jeg brugte påsken og en weekend på Færøerne, så det var noget helt andet end ’Over Atlanten’«.
fortsæt med at læse




























