Billederne er farvestrålende slørede. En mand begiver sig gennem Chungking Mansions, et kæmpe arkadebygningskompleks i Hongkong, der på få kvadratmeter huser tusinder af mennesker, der bevæger sig i labyrintiske passager, som på én gang er udenfor og indenfor.
Ho Chi Moo, politimand med id-nummeret 223, går med sin fange i håndjern gennem det menneskehav, der er dagligdagen. Fangen stikker af, og en billedsløret forfølgelse følger. Politimand 223 råber »stop«, men fangen stopper ikke. Det gør filmen derimod, billedet fryser, da han på sin hastige vej gennem labyrinten bumper ind i en kvinde med blond paryk, solbriller og en jakke som taget ud af amerikansk film noir fra 1940’erne eller fransk nybølgekommentering på film noir fra 1960’erne.
»Det var det tætteste, vi kom hinanden«, siger 223 i voiceover, »blot 0,01 cm mellem os. Men 57 timer senere blev jeg forelsket i denne kvinde«.
Instruktøren Wong Kar-wais filosofisk skelsættende og teknisk innovative nyklassiker fra 1994, ’Chungking Express’, er i gang. Den slørede farvepalet og frivole legen med tid (slow, stop, fast-motion) fortæller om drømme og længsler i en række personer, der næsten bumper ind i hinanden i arkaderne og næsten formår at bryde den grundlæggende ensomhed, de alle befinder sig i.
