For første gang nogensinde gik Bodilprisen i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle til en stemmepræstation. Hovedprisen gik til ’Hvor kragerne vender’.

Anders Matthesen skriver filmhistorie

Lyt til artiklen

Anders Matthesens maskerede hævner ’Ternet Ninja 2’ har gået sin sejrsgang og er blandt de mest sete biograffilm i Danmark nogensinde. Nu har animationsfilmen også fået kritikerstandens anerkendelse.

Anders Matthesen er nemlig blevet belønnet med en Bodil for Bedste Mandlige Hovedrolle. Blandt andre foran den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau, som var nomineret i kategorien for filmen ’Smagen af sult’.

»Jeg er helt på toppen. Den havde jeg aldrig troet, jeg skulle have. Jeg er meget ydmyg over for denne her. Vanvittigt«, siger Anders Matthesen, da han modtager statuetten foran et fyldt Folketeatret i København lørdag aften.

»Så er det slut med at spille fodbold til fars kontor«, joker han med statuetten i hænderne.

Historisk vinder

Det er første gang nogensinde, at Bodilprisen, som gives af Danske Filmkritikere, har hædret en stemmepræstation.

»Én gang skal være den første, og det er helt oplagt, at den tilfalder Anders Matthesen, som den foregangsmand, han er«, lyder det blandt andet i begrundelsen.

Der er ikke blot én stemmepræstation i filmen, men adskillige. Den 46-årige komiker lægger stemme til stort set samtlige karakterer i filmen.

»Som idémand, manuskriptforfatter og instruktør kan hans arbejde naturligvis ikke reduceres til stemmerne«, lyder det videre fra bodilkomitéen.

»Men man må omvendt sige, at filmen ikke ville være det samme uden Matthesens uforlignelige multirøst, der giver liv til alt fra fordrukne Onkel Stewart til den topirriterende papfar Jørn«.

Animationshittet ’Ternet Ninja 2’ er en filmatisering af Anders Matthesens børnebog af samme navn. Den første bog, ’Ternet Ninja’, blev filmatiseret i 2018, mens ’Ternet Ninja 2’ blev filmatiseret i sommeren 2021.

Anders Matthesen har tidligere fortalt, at han grubler over at gøre serien til en trilogi.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har haft nogle ideer om, hvordan historien fortsætter«, sagde han til Ritzau op til premieren på ’Ternet Ninja 2’ tilbage i august.

»Men om det nogensinde bliver vigtigt nok, til at det skal ud, kommer også lidt an på, hvordan ungerne reagerer. Det fik i hvert fald betydning sidst«.

Debutant vandt hovedprisen

Hovedprisen gik til debutinstruktøren Lisa Jespersen for komediedramaet ’Hvor kragerne vender’, som skildrer sammenstødet mellem bonderøve og byrotter.

»Det er tydeligvis ikke kun på landet, at janteloven er blevet sprøjtet ind med modermælken«, lød begrundelsen blandt andre Danske Filmkritikere, som uddeler prisen.

»I de københavnske kunstnerkredse klæber selvtilfredsheden værre end kolort under skoen, mens manglen på udsyn og tolerance er så stor, at det ikke kan flyttes med et enkelt traktorlæs«.

Også filmens kvindelige birolle, Anne Sofie Wanstrup, blev hædret for sin præstation som barndomsfjende til filmens hovedperson, der forlader storbyen for en stund og nødtvunget tager hjem til provinsen til sin brors bryllup.

»I 2021 kunne vi nyde hendes skarpe, komiske timing i hele to spillefilm. Hun var elskelig som bramfri gartner i ’Venuseffekten’. Men hun slog for alvor benene væk under os, da hun gav den som giftig bridezilla i ’Hvor kragerne vender’«, lød det fra bodilkomitéen.

Anne Sofie Wanstrup var også nomineret til Biografklub Danmark Talentprisen, men den gik til Jesper Dalgaard, som står bag den roste dokumentar ’Kandis for livet’ om dansktopbandet og dets inkarnerede fans.

Mens der var en række førstegangsmodtagere på podiet, fik 74-årige Birthe Neumann karrierens tredje Bodil – denne gang for sit portræt af Karen Blixen i Bille August-dramaet ’Pagten’.

Også Jonas Poher Rasmussens animationsfilm, ’Flugt’, blev hædret. Den fik en Bodil for Bedste Dokumentar.

Næste søndag kan den stikke afsted med verdens fornemmeste filmpris, Oscar’en, og endda tre af de gyldne statuetter. ’Flugt’ er nomineret i hele tre kategorier som den første danske film nogensinde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her