Enhver dræber det, han elsker. Sådan siger Jeanne Moreaus karakter i Rainer Werner Fassbinders sidste film, ’Querelle’ fra 1982, hvor den ufatteligt produktive tyske filminstruktør døde efter 33 spillefilm og 4 tv-serier på kun 37 leveår. »Jeder tötet was er liebt,« gentager Isabelle Adjani her i franske Francois Ozons livfulde, men også lidt diskutable parafrasering af historie og tematik i Fassbinders ’Petra von Kants bitre tårer’ fra 1972.
Replikken er en nøgle til forståelse af Fassbinders film og velsagtens også af hans eget livs konflikter. Det sidste mere end antyder Ozon i hvert fald, for med titelskiftet fra hunkøn til hankøn og med det vellykkede valg af Denis Ménochet til titelrollen fremstår Ozons film som et kærligt, men også ganske nærgående forsøg på at afdække de stormfulde, private kærlighedserfaringer, Fassbinder måske bearbejdede med sin film for 50 år siden.
