Lyt til artiklen
En af de ting, jeg holder af ved iransk film, er, at man selv skal være lidt på dupperne. Hvad der foregår på lærredet, er trods den realistiske stil sjældent entydigt. Selv i de mest hverdagsagtige historier er der et element af afkodning. Med den oplagte risiko, at man kommer til at læse mere ind i fortællingen, end det var hensigten.
Dilemmaet er i centrum, når den debuterende instruktør er søn af Irans mest kontroversielle filmskaber, Jafar Panahi. Systemkritikeren, der nægter at holde mund og rette ind og derfor med mellemrum bliver udsat for drakoniske straffe. Hvilket ikke afholder ham fra at lave film. En håndholdt Panahi-film, udsmuglet på usb-stik, er nærmest blevet et fast indslag på de store filmfestivaler.
