Man skulle tro, at superhelte uden for arbejdstid kunne læne sig tilbage i velbegrundet selvsikkerhed, men netop dét svigter for nogle stykker af dem og gør dem jo lidt mere spændende. Peter Parkers usikre teenageforelskelser giver varme til hans bedrifter som Spider-Man, og lader Bruce Banner vreden løbe af med sig, kan han anrette skader for millioner som the Hulk.
Ligeså med Ant-Man: Når forfængelige og småfjottede Scott Lang (Paul Rudd) vil sone sin kriminelle fortid og sit fravær som far for lille Cassandra, som han forsøgte især i ’Ant-Man and the Wasp’ (2018), rummer det mere charme end hans mærkeligt uhåndgribelige arbejdsflirt med kampfællen the Wasp, alias Hope Van Dyne (Evangeline Lilly). Men til gengæld kniber det med superbedrifterne. Nok reddede han lige verden i ’Avengers: Infinity War’, men både ’Ant-Man’ (2015) og toeren har svajet mellem action og (glimtvis ufrivillig) komedie.
