Gruppedynamikker helt ude af kontrol er drama i sin reneste form. Lad et fodboldhold teenagepiger med en røvfuld skeletter i skabet, rotter på loftet og en enkelt bolle i ovnen styrte ned i Canadas skove uden mad og udsigt til at blive reddet, mens en dyster overnaturlig – eller måske indre? – tilstedeværelse trænger sig ind på fællesskabet, så har du alle ingredienser til en ny og mere kvindeværdsættende tids robinsonade.
’Yellowjackets’ kradser frydefuldt lige det sted, som har kløet siden kultserien ’Lost’ gik lidt for meget amok i kringlet overnaturlig fikumdik tilbage i nullerne. Også i denne anden sæson er vi skiftevis tilbage i 1996 – komplet med perfekt 90’er-rocket soundtrack, som jeg håber kommer til at gøre det samme for Tori Amos’ ’Cornflake Girl’, som ’Stranger Things’ gjorde for Kate Bushs ’Running Up That Hill’ – og fremme i 2021, hvor de overlevende piger er blevet midaldrende kvinder, som kæmper med alt det, der skete. Og ikke mindst alt det, de gjorde.
