Vil du have fred, så rust dig til krig! Det nyeste danske forsvarsforlig om oprustning for 143 milliarder kroner hviler som bekendt, ligesom hele Nato’s selvforståelse, på de gamle romeres opskrift: si vis pacem, para bellum! At Romerrigets særudgave af pacifisme – den ganske hårdhændede pax romana – så ikke just blev opfattet som fredelig af de nedkæmpede og koloniserede folkeslag, hører dog med til historien.

Og hvad har det så at gøre med en ny film fra Disneykoncernens datterselskab 20th Century Studios, der nok handler om krig eller fred, men også om kunstig intelligens til tjeneste eller som trussel? Jo, »prøv og hør« (som de uafladelig udbryder på min tv-skærm):

’The Creator’ foregår i år 2065 og 2070, nogle år efter at en atombombe over Los Angeles har kostet millioner af menneskeliv. Så USA er på krigsstien over for Newasia, en verdensdel behersket af særdeles menneskelignende robotter, skabt med AI og udstyret med menneskeansigter, 3D-kopieret fra frivillige donorer blandt lokalbefolkningen og derfor med asiatiske træk.

Så vidt, så velkendt. En opdateret western med robotter og asiater i rødhudernes rolle? En sci-fi-kamufleret Vietnam-film fra før enhver amerikansk selvkritik? Eller efter? Er soldaten Joshua en afroamerikansk version af Martin Sheen på vej mod oberst Kurtz i mørkets hjerte?

Nej, noget helt tredje: Da store dele af Joshuas kommandogruppe er udslettet, og han alene finder det hemmelige våben Nirmata (nepalesisk for ’skaber’), har det form af ... et mildt og venligt AI-barn med klare træk tilfælles med en fem-seksårig Dalai Lama-inkarnation! Og udstyret med helt ekstraordinære evner, der gør barnet til det ultimative forsvarsvåben.

Uden at det føles som spoiling fornemmer man snart, at telepati må indgå. Men hvordan? Det må man opleve på lærredet, hvor Joshua og Alphie – som barnet vælger at kalde sig – snart må kæmpe for deres egen og klodens overlevelse som de kendte lus mellem krigsførende magters tilintetgørende negle.

AI’erne vil have barnet tilbage, og amerikanerne vil have det »analyseret« og/eller udslettet. »AI’erne har mere hjerte end amerikanerne«, lyder den newasiatiske lokalbefolknings troværdige erfaring.

Supervåben med egen køkkenhave

Heldigvis er de to stakler ikke til at modstå, heller ikke for tilskueren. Barnestjernen Madeleine Yuna Voyles formelig lyser af ophøjet fred som Alphie, og John David Washington (prisnomineret i Spike Lees ’BlacKkKlansman’ og i øvrigt søn af Denzel W.) er både sårbar og kampberedt som Joshua.

Teknologisk er man tryllebundet af AI’ernes – og dermed Alphies – frapperende livagtige design: Det individuelt karakteristiske ansigt er åbent i nakken ind til en metallisk ’rygrad’, og i stedet for begge ører har de indbygget et tromleformet maskineri – med fri udsigt durk igennem tromlen! Resultat: en dobbelt følelse af fremmedhed og indlevelse.

Amerikanernes supervåben Nomad, et lavtflyvende bombe- og laserarmeret rumfartøj med enormt vingefang og egen køkkenhave, er tilpas skræmmende, og ud over alle væg-til-væg-eksplosionerne (se den i Imax, hvis du kan) er vi scenografisk i – og undertiden højt over – grøn sydøstasiatisk urskov med lysninger af oversvømmede rismarker.

Gradvis mere isprængt tibetanske vimpler og rødbrune og orange ’lama-farver’, helt i tråd med det tilnærmelsesvis buddhistiske grundsyn på krig og fred, der også ligger i titlen og udleverer amerikanernes (selv)destruktive forståelse af, at modstanderens ’hemmelige våben’ kan være det hersens Nirmata. Skaberen eller skaberværket selv!

Gareth Edwards (’Star Wars’-, ’Monsters’- og ’Godzilla’-instruktør) har altså drejet en slags Disneyfilm med brod mod Pentagon. Og mod høge overalt. Men desværre står Alphies særlige evner jo næppe til rådighed endnu i Ukraine, Nagorno-Karabakh, Sahel-bæltet, Kosovo eller ...