Hvis Kenneth havde vidst, at hans efternavn, det vredladne amerikanske ’Anger’, på dansk er en oversættelse af det skamfulde ’Repentance’, ville han blive sur. Rigtig sur. Endnu mere sur. Kenneth Anger er en legende i amerikansk, nej, international film. Han har over de seneste godt 60 år instrueret, hvad der er blevet til godt tre timers film. I alt. Det er dem, der ikke er gået til. Det var, hvad der blev penge til. Det er mest nogle korte, halvlurvede og smårystede strimler af film, men også fuldt udfoldede ambitiøse sataner, og størstedelen har fået ikonografisk status, og spørgsmålet er, om den gængse musikvideoform, som MTV har bredt ud over verden, ikke ville have haft en ganske anden form, hvis ikke en purung mand i Santa Monica, Californien, en dag blev så vred, at han besluttede at droppe sit døbenavn, Kenneth Wilbur Anglemyer, og erstatte det med det mundrette Kenneth Anger, som han nu i over 60 år har gjort meget for at leve op til. Der er en myte om, at du fandt på dit kunstnernavn, da du var fem ..., kan jeg spørge ham, da 81-årige Anger er i København i denne uge for i aften at deltage i et fire timers show, hvor en række af hans film vises og Anger selv og vennen og agenten Brian Butler spiller musik til. »Mit navn, det diskuterer jeg ikke! Mit navn er Kenneth Anger, sådan har jeg valgt det. Der slutter den historie!«, siger han kategorisk. Han har afvist journalister med samme ærinde endnu mere brysk i fortiden. Gad vide, om Fanden er ved at gå i kloster? Og dog. Politik vil han heller ikke tale om. Vi mødes på dagen for det amerikanske præsidentvalg, men: »Jeg vil ikke tale politik. Absolut ikke. Jeg er så træt af det. Vi har ikke hørt om andet i et halvt år. Jeg foretrækker at ... komme videre«. Den første, den originale Man forstår godt Gus Van Sant, den virtuose og skæve instruktør bag ’Elephant’ og snart ’Milk’ om mordet på den homoseksuelle borgmester for San Francisco, Harvey Milk, når han siger: »Kenneth Anger er ham, det hele starter med. Før Jean Genet, før Tennessee Williams, før Gore Vidal. Han havde indflydelse på og var en rival til Jean Cocteau og var den originale, allerførste queer-filmskaber, den første uafhængige filmskaber overhovedet«. Og så kommer det: »Det eneste, jeg kan frygte, er, at når han hører dette, sukker han opgivende, fordi mine ord ikke er ham værdige ...«. Du beskrives tit som en satanisk figur, én som ... »Det er noget, man bare kan afvise«, siger Kenneth Anger resolut og giver et bestemt kast med hovedet, så lyset skinner i håret, der er farvet bælgsort. »Jeg har ingen interesse i, hvad folk siger om mig«.
Er der noget, Anger gerne vil tale om, så er det filmoptageteknik ned i de mindste detaljer. Films udløbsdato, 16 mm over for 35 mm, de nye digitale landvindinger han er begyndt at bruge sent, meget sent i karrieren ... Men hvor sexet er dét? Filminteressen kom, da hans tante tog ham ind for at se Eisensteins revolutionsmesterværk ’Torden over Mexico’, og billederne af bønderne, der bliver trampet ihjel af hestene, har aldrig sluppet ham. Ikke alene havde MTV-generationen måttet finde sig en anden æstetik at danse hjernen ud til uden Kenneth Anger, men fetich-kulten, det at en ting gøres til et ærefrygtindgydende erotisk eller religiøst symbol, havde haft et andet udtryk. Jean Cocteau beundrede ham, Mick Jagger foreslog at lave musik til hans film på sin moog, han var hip i 60’ernes Paris, og Martin Scorsese erkender gerne, at hans gennembrudsfilm ’Mean Streets’ skylder Anger alt. Og hvis David Lynch var ærlig, måtte han krybe i støvet. Ikke bare fordi Anger brugte popsangen ’Blue Velvet’ i hovedværket ’Scorpio Rising’ (1964) med samme kitsch-effekt som Lynch 20 år efter. ’Scorpio Rising’ havde et budget på 8.000 dollar, hvortil kom yderligere 8.000 dollar til at betale for retten til at bruge de mange samtidige slagere, der – et typisk Anger-træk – udgør lydsporet. ’Scorpio Rising’, en voldsomt forførende film i sin dobbelthed, følger nogle bikere, der sætter deres kværne i stand, hvorefter de på udsøgte drengerøvs-faconer initierer et nyt medlem til klubben. En vrangvridning af den helt søde ’Kustom Mar Kommandos’ fra året efter: Ung mand med anderumpe og stramme jeans i en lyserød belysning pudser blidt sin muskelbil af med en støveklud til tonerne af popsangen ’Dream Lover’. Sætter sig ind bag rattet og vrooom-vrooom. Og de dybrøde sæder ligner skedelæber. Romerlys bag gylpen Det første ’rigtige’ Anger-værk var ’Fireworks’, en homoseksuel voldtægtsfantasi skudt i det Anger’ske hjem, mens forældrene var bortrejst i weekenden. En teenager (Anger selv) drømmer i sin seng med en tydelig krasbørstig erektion under lagenet, at han bliver gangbanget af et hold marinesoldater. I nærbilleder bliver drengen oversprøjtet med mælk i ansigtet, og bag gylpen på en af soldaterne gemmer sig et tændt romerlys, som hives frem. VoilÀ, Anger var ankommet. Hans tolerante bedstemor syntes, filmen var »forrygende«, faren mente fortsat, at hans yngste søn skulle være ingeniør ... »Jeg er temmelig pessimistisk med hensyn til menneskehedens mulighed for at udvikle sig i positiv retning«, siger Anger pludselig, mens vi sidder og træder lidt vande i en ofte noget akavet snak. »Jeg er fantastisk interesseret i krig, i krig som tragedie, men alle disse vanvittige drab, der bliver ved med at foregå, det er jo deprimerende. Jeg prøver ikke at blive for besat af det«, siger han og virrer med hovedet. »Jeg har mistet så mange venner i så mange krige ... Min foretrukne mandetype er jo krigeren, militærpersonen. Og deres liv smides jo bare væk ...«. ’Krigere’ i den gammeldags macho-forstand? »Ja, mænd der har den der dristige facon, som tager imod udfordringer«. ’Krigeren’ som den potentielt voldelige ... »Ja, det kan han være. Muligheden for vold ligger altid latent i manden. Jeg vil ikke sige, at jeg er tiltrukket af typen, udelukkende fordi de er som bøller, men jeg har noget med mandefællesskaber, der forenes ved uniformer, det kan være marineuniformer, politiuniformer, præsterober ...«. Gamle Anger gider ikke være satanist eller mystiker på den der avisegnede måde. Ikke længere i hvert fald. Han har alle dage været træt af kristendommens banale skelnen mellem godt og ondt, hvidt og sort, og figuren Lucifer betyder meget for ham, han har flirtet med den hele sit liv. Men som han forklarer det, er Lucifer de bildende kunsters skytsengel: »Lucifer. Det betyder faktisk: Den, som bringer lyset. Luci-fer«. En fucking fornærmelse Mange af dine film har en homoseksuel, en gay, undertekst. »Jeg hader det ord, ’gay’!«, vrisser Anger. »Jeg afviser det. Det er stupidt, idiotisk. Der er kun én term, jeg hader endnu mere, det er det, de kalder Queer Cinema. Det er en fucking fornærmelse! Jeg laver Kenneth Anger-film og nægter at blive sat i bås. Hvis du ikke er med på den, kan du bare gå. Men ordet ’gay’«, og Anger tænker på dets dobbelte mening på engelsk: homoseksuel og overgiven. »Det ord trivialiserer en vægtig følelse, gør den sådan ’åh ja, wow, lad os svanse rundt og være fjollede!’, men det er ikke det, homoseksuel tiltrækning handler om. Men det, der mest fascinerer mig, er den slags tiltrækning, der slet ikke udtrykkes gennem sex. Den slags man finder i militæret, denne bonding mellem mænd, som næsten er hellig mellem meget barske mænd, og som jeg holder af. Og den tiltrækning kan ikke bare oversættes til at hoppe på hinanden. Selv om der er en understrøm af det. Jeg diskuterede det i årevis med dr. Kinsey, du ved sexologen med ’Kinsey-rapporten’? Han var min meget nære ven«. Anger er fra en generation, der er ved at uddø. Gay-kulturen kom til, mens han var godt i gang med at fetichere den underforståede, uudtalte homo-attraktion i gammeldags, stereotype mandfolkemiljøer. Han er ikke typen, man tager i hånden hen om hjørnet for at få sig en caffelatte på den lokale homocafé, det er han ikke. Og om biker-klubber står opført i De Gule Sider, må en anden dag bringe svaret på.
