Mens andre børn i klassen på Røde Kors’ asylskole i Lynge er mere talende og frembrusende, sidder Magomed ofte lidt stille og betragter dem fra sin plads. Man kan se på hans ansigt, at han følger med i, hvad der foregår.

Blikket er opmærksomt og interesseret. Hvis en af klassekammeraterne impulsivt siger noget sjovt, aner man et smil i hans øjne.

Magomed er genert og eftertænksom ligesom så mange andre børn. Det særlige ved ham og ved de andre børn i skoleklassen i Lynge er, at de er asylansøgere, der kun har været i Danmark i en kortere periode og ikke ved, om de får opholdstilladelse her.

Rolig og udramatisk

I ’Et hjem i verden’ har instruktøren Andreas Kofoed fulgt 5 asylsøgende børn i skoleklassen i Lynge i 1 år.

Det er første gang, en dansk dokumentarfilm går så tæt på enkelte flygtningebørn som Magomed for at skildre deres dagligdag lige nu i et land, der for kort tid siden var helt fremmed for dem. Den timelange tv-egnede film igennem forbliver Andreas Kofoed og hans filmhold iagttagende tavse vidner til børnenes skoleliv og leg.

’Et hjem i verden’ er ikke en flygtningefilm med statistikker over antallet af asylansøgere, referater om flygtningenes baggrund eller politikeres meninger om børnenes ret til at være i Danmark. Andreas Kofoed lader ’Et hjem i verden’ handle om børnene, som de er.

Roligt og udramatisk skaber han en fortælling om, hvordan de konkrete børn langsomt falder til i et nyt land, og hvordan det land efterhånden bliver deres hjem. Også inden de ved, om de får lov til at blive her.

Fravær af larmende meninger

Så tidligt som i sin afgangsfilm, ’Alberts vinter’, fra Den Danske Filmskole i 2009 viste Andreas Kofoed sit store talent for at lade billeder nænsomt fortælle en stærk, åben og medmenneskelig historie om børn eller unge.

Den empatiske indføling prægede også hans ’Ballroom Dancer’ (2011). Ikke at Kofoed kun mestrer det eftertænksomme tempo. Sidste år stod han bag dokumentaren ’Våbensmuglingen’, som var en researctung thriller.

Men med ’Et hjem i verden’ er han tilbage i en stil, hvor kameraets tålmodige observationer skaber interesse for at følge med i børnenes liv.

Historier om flygtninge og flygtningebørn er der så mange af i medierne, at man på forhånd bliver træt ved tanken om at skulle se endnu en velmenende fortælling om nogle asylansøgere, det er synd for. Men med sit fokus på børnene og med sit fravær af larmende meninger om deres situation fastholder Andreas Kofoed sit publikums interesse for dem.

En stor favn

Magomed, Amel, Heda og de andre i ’Et hjem i verden’, der er nomineret til en nordisk pris på CPH:DOX, bliver meget hurtigt til noget andet og mere end journalistiske cases. Mens fotograferne Niels Thastum, Sophia Olsson og Andreas Kofoed filmer børnene og ikke sjældent dvæler ved et ansigt eller en situation, ser man dem som hele mennesker, der lige i denne her periode af deres liv har brug for en ekstremt god lærer at læne sig op ad.

Filmens lærer fortjener en særlig bemærkning. Hun er en spinkel kvinde med et stort engagement, en lige så stor favn og en dyb respekt for sine elever. Hun er i øvrigt ikke på Røde Kors’ skole i Lynge længere.

Andreas Kofoeds film indeholder kun inddirekte en kritik af behandlingen af danske asylansøgere. Men det fortælles dog i rulleteksterne, at læreren Dorte og hendes kolleger blev sagt op efter filmoptagelserne for senere at blive tilbudt genansættelse.

Den kortfattede oplysning minder om, at ændringer i bevillinger og budgetter i voldsom grad kan forandre, hvordan konkrete børns tilværelse i Danmark er og bliver.

Det er fint, selvfølgelig, men det fine ved ’Et hjem i verden’ er netop, at Andreas Kofoed ikke propper den slags oplysninger ned i halsen på os i løbet af filmen, men i stedet skaber en lille film om nogle børn, man helt af sig selv kommer til at holde af.