At moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt, illustrerer især amerikanske familiefilm ofte – her f.eks. om vores liv som ådselædere:
Fra første billede lever vi os ind i lille Fies kamp for at redde et nyfødt grisepjok, en overskydende nr. 11 i forhold til soens ti patter, fra den visse død ved sult eller slagtning.
Det lykkes, fatter lægger øksen væk, og Fie giver Wilbur patteflaske. Klip til familiens køkken, hvor mutter er ved morgenmaden: Sydende bacon på stegepanden!
Børn med skyklapper
Når dét ikke er udtryk for ekstremrealisme, men tværtimod for tvangsidyllisering, skyldes det en særlig opfattelse af børn: De formodes født med skyklapper, ude af stand til at forestille sig sammenhænge eller fænomener, medmindre en voksen udtrykkeligt viser det frem.
Parret med en liberal ’anything goes’-fortolkning af begrebet fantasi fører det til fortællinger, film osv., hvis verdensbillede langt overskrider grænserne for almindelig pølsesnak.
'Grisen der fik lov at leve'
Hvilket strengt taget gælder for børnebogen ’Charlotte’s Web’, som ikke mindst med Garth Williams’ tegninger gjorde forfatteren E.B. White (1899-1985) mere elsket hjemme end her, hvor titlen blev ’Grisen der fik lov at leve’. White fik talrige priser for den og sin ligeledes filmatiserede musehistorie ’Stuart Little’, og i 1973 producerede Hanna & Barbera en biograffilm om grisen – som ’ren’ tegnefilm lettere at sluge end denne ny live action-film med alle de nymodens digitale tricks, der kan manipulere levende dyr til at gøre – og tale – som instruktøren vil! ?
Wilbur vokser op i stalden, hvis grimmeste beboer er Charlotte, en edderkop, der væver sit spind i stalddøren.
Mens de øvrige dyr – bortset fra den egoistiske rotte Gravesen – er småt kørende, er hun livsvis og veluddannet nok til at redde lille lyserøde Wilburs liv ved at spinde beskeder ind i sit net: ’Sikken en gris’, ’Fantastisk’ og ’Ydmyg’ kan hun stave til.
Zuckerman=Søndergaard
Farmen bliver en sensation, og så bliver familien Zuckerman (på den danske lydside: Søndergaard) selvfølgelig lykkelig, Wilbur vinder præmie på dyrskuet og slipper nok en gang uden om Røgeriet, farmens svar på krematoriet. Trods alle odds for forårsgrise kommer han til at opleve julesneen – hvorimod Charlotte fredeligt opgiver ånden, tilfreds med at have lagt sine æg!
Indrøm, at sådan et forløb ikke gør det lettere at forklare børn om døden! Eller maden! Så indrømmer jeg til gengæld, at filmen har en god fortællerytme, behændig og sømløs kobling af real- og digitalbilleder, en frisk, udengset Dakota Fanning i Fies rolle og glimrende danske stemmer med Stine Stengade som edderkoppen, Preben Kristensen som rotten.
Kan man gå ind på den halvhjertet antropomorfe ’zoologi’, eller tror man (bare lidt) på skyklapteorien om barnlig enfold, kan man få en hyggelig dag i biffen med unger ned til 4-5 år. Men vær beredt på et tredjegradsforhør om, hvor julens flæskesteg kom fra!
