»Nu skal vi se noget pornografi«, lød den lovende indgangsbøn til 'Casanova', men det bliver ved løftet. 'Casanova' er så pur og ren som en forlystet svensk instruktør på udflugt i en af verdens smukkeste byer, Venedig. Hvad Lasse Hallström dog ikke får ud af den by. Den spiller meget mere hovedrolle end handlingen, som ellers er livlig nok. Og ude på gaden i kulden er første tanke efter fremvisningen: Derned må vi snart igen, med eller uden den heldige flok skuespillere, der spiller med. Casanova, den historiske, er nok en film værd, eller to, og de er også lavet. Søn af en skuespiller, skrantende som barn, filosof, kvindeforfører, omrejsende kombination af fupmager og genial 1700-tals-eventyrer, født i Venezia. Det siges, at Casanova traf Mozart i 1787 og hjalp ham med librettoen til 'Don Giovanni' - men der siges så meget. Her er det unge, hjulbenede Heath Ledger, som skal forestille kultfiguren. Han gør det flinkt og kækt, men uden den særlige skuespillerynde, tiltrækningskraft og ironi, man havde tænkt sig. Af de to roller, man p.t. kan se i biografen med Heath Ledger, er den homoseksuelle cowboy i 'Brokeback Mountain' langt den bedste. Også fordi der ikke er nogen som helst erotisk kontakt mellem Casanova og hans udkårne Francesca (Sienna Miller), som Lasse Hallström ædelt har doneret nogle af Casanovas egne bedre egenskaber: sans for uligheden mellem mænd og kvinder, en hemmelig og vredladen lyst til at udgive fornuftige skrifter om kvindernes undertrykkelse - ja, hele det feministiske spor, som ofte - jeg havde nær sagt altid! - findes hos de mest kvindekære. Feminister er de bedste elskere! Feminister er de bedste elskerinder! Det går over stok og sten hen over Venedigs smukke tage med Casanovas flugt fra nedlagte kvinder og fra dogens politi. Dogen har sans for ham, men mener, han bør giftes. Inkvisitionen er på udkig efter både Casanova og den kætterske forfatter af de feministiske skrifter. Forfatteren er netop den Francesca, som Casanova bliver forelsket i, men hendes mor (Lena Olin) har udlovet hende til en fedtgrosserer fra Genova, monsieur Papprizzio (Oliver Platt), som også ankommer til Venedig i utide. Stor og fed - så fed, at gondolen hælder slemt i kanalen - og naivt godtroende lader Papprizzio sig indlogere hos Casanova og underkaste sig nogle foryngelses- og fortyndelseskure. De indebærer bl.a., at han fastspændes til et leje og indsmøres i fedt, myntegelé og kaffebønner. Vi er brat ovre i farcen med Oliver Platt. Og endnu mere med Jeremy Irons i komedierollen som inkvisitionsleder, biskop Pucci, en morsomt tegnet karakter, som tappert tager fejl filmen igennem, og diskret - egentlig det eneste helt morsomme i filmen - retledes af sin assistent. Karneval på Markuspladsen, en hængning, der må opgives i sidste øjeblik, forvekslinger, et vist opskruet tempo, en forkærlighed for ikke helt elegante scener, en fascination af det hurtige klip, som aldrig lader os i ro, og en vis mangel på homogen balance i figurerne er Lasse Hallstöms bidrag til løjerne. Det går an. Men går det også an, at biskop Pucci tydeligvis har sit armbåndsur på i sidste scene på Markuspladsen? Ærlig talt, Jeremy Irons!