For generationer af amerikanske komikere er 'The Artistocrats' en legendarisk sjofel og fækal vittighed, man helst bør skåne publikums ører for. I komikerkredse gælder det omvendt om at fortælle den med så mange incestuøse, pædofile, bestialske og latrinære detaljer som muligt. Problemet med instruktøren Paul Provenzas og idémageren Penn Jillettes dokumentarfilm 'The Artistocrats' er ikke, at Robin Williams, George Carin, Gilbert Gottfried, Bob Saget, Sarah Silverman og hen ved 100 andre medvirkende komikere har svært ved at formulere sig tilstrækkelig beskidt inden for vitsens få rammer. Netop på grund af sprogbrugen er 'The Aristocrats' da også blevet en af årets mest sete og mest omdiskuterede dokumentarfilm. Desværre er langtfra alle komikerne lige interessante at se og høre på, mens de fortæller hele eller halve udgaver af joken. Og når de på skift har sagt pis, lort og sæd 300 gange, mister ordene chokeffekt, uanset at der er tale om anstødelig bedstefar/søn-sex eller et grænseoverskridende mor/hund-forhold. At det er blevet svært at provokere, er en af pointerne i 'The Aristocrats'. En anden er, at fremførelsen er afgørende for, om en vittighed fungerer. Det demonstrerer filmen til fuldkommenhed. Nogle mandlige komikere får en forrygende, ekstrasvinsk historie frem i selve fortælleprocessen. Samtlige kvindelige medvirkende er virkelig sjove med deres absurde vrangvending af oplagte maskuline fantasier. Et eksempel: Vendt på vrangen kan forhuden trækkes ned over hovedet på manden og bruges som hjernehjelm, som Whoopi Goldberg siger. Med et djævelsk hyggeligt smil.