Fnisefremmende stoffer ville muligvis pynte på oplevelsen af dette ny værk af 'The Royal Tenenbaums'' vittige instruktør - og her tænker jeg selvfølgelig på citronvand. Vand alene gør det ikke, for dét rummer filmen i forvejen i så umådeholdne mængder, at man ikke kommer uden om at kalde den ellers brugbare idé udvandet. Den lange titels Steve Zissou er måske ikke ligefrem Jacques Cousteau i ét og alt, men dog et afdanket dykkeridol med strikhue, målbevidst selviscenesættelse og endnu kommando over det topbelånte ekspeditionsskib 'Calypso' ... næ, undskyld: 'Belafonte'! Bill Murray lægger naiv kynisme og stenet charme til, men figuren kan slet ikke rumme de dybder af venligt vemod, 'Lost in Translation' gav ham rum for - og dét på trods af, at skipper her både er ved at miste opbakningen fra sin mere forretningskyndige kone (en krydret om end også distræt Anjelica Huston) og bliver afvist af en ung journalist (Cate Blanchett) til fordel for den voksne søn in spe (Owen Wilson), der har meldt sig til Zissous ny dykkertogt. Interesseret i journalisten er også skibets næstkommanderende, Willem Dafoe, heller ikke han blandt de hurtigste knallerter på havnen. Wes Andersons lune og stjernernes rutiner - apropos rutine: Jeff Goldblum er også med som rival og millionær på en konkurrerende laboratorieyacht - afstedkommer da en del glitrende (van)vittige øjeblikke, når man først har grinet sig våd og villig over den udsyrede optakt: gallapremiere på en dokumentarstump, hvor Zissous gamle ven bliver ædt af en dræberhaj, men desværre (!) uden for kameraets synsvidde. Men historien om den fornyede jagt på dræberhajen, som atter skal sælge billetter og få sponsorkronerne til at strømme ind, er trods medvirken af moderne pirater og en trofast, trebenet hund blevet en tynd og langstrakt sjus. I længden ikke mere berusende end den dér citronvand. Spildt mælk skal man måske ikke græde over, men grine rigtig igennem gør man altså heller ikke ad denne mælkevej af stjerner, der spilder deres kræfter.