I skyttegraven er det, som om det indre af kameraet er smurt ind i blodigt mudder. Ude på landet hos Mathilde er kameraets linse belagt med bladguld, der får både himmel og hav til at stråle i gyldenkrans. I slaget ved Somme sendes tusinder og atter tusinder ud i et hovedløst slagteri skildret så trøstesløst som nogen tegneserie af Jacques Tardi. Hjemme hos Mathilde kommer det moustacheprydede landpostbud cyklende som en urkomisk hilsen til den store franske komiker Jacques Tati. At så umulig, og på papiret smagløs, en kontrast kan trives i én og samme film, siger noget om stædigheden i den naivistisk-groteske vision, med hvilken Jean-Pierre Jeunet laver film. Bladguldets poesi, et kamera med et vingefang som en albatros og Audrey 'Amélie' Tautous mørkstrålende øjne udgør den visuelle kerne i Jeunets fortolkning af Sébastien Japrisots roman. Pengene er så sandelig smidt smukt ud ad vinduet i den dyreste franske film til dato. Filmen er en gåde om forbrydelse og kærlighed. Fem franske soldater dødsdømt for at have gjort sig ukampdygtige med forsæt bliver jaget ud i ingenmandslandet mellem skyggegravene. Her omkommer de. Måske. For den yngste af soldaterne har en ung polioramt kæreste, der nægter at acceptere, at han er død. Mathilde kan ikke mærke, at hendes Maneche er død, og iværksætter i 1920 en privat efterforskning. Uregelmæssigheder og ugler i mosen siver da også snart op fra det ellers størknede og tilgroede skyttegravsmudder. Der er flere forbrydelser. Men ingen kan måle sig med den kynisme og inkompetence, med hvilken nationalistisk optændte politikere og militærfolk sendte millioner af unge mænd i massegraven senere kendt som Første Verdenskrig. Der er flere slags kærlighed. Men ingen kan måle sig med den, der nægter at se i virkeligheden i øjnene med en ildhu, så selv virkeligheden må overveje det hvide flag. Filmens blanding af folkekomedie og folketragedie kan beskyldes for at være slingrevals på højt plan. Drama eller komedie? Vel snarere et eventyr. Nogle komiske elementer, som den konstante gentagelse af replikken 'Hundefis er Herrens pris', ligner hunde i keglespillet. Men det meste af tiden fungerer det som passende udtryk for Jeunets barnlige glæde ved at fortælle i billeder. En filmteknisk tour de force, der får sin næring fra Jeunets ukuelige poesi og understøttes af Angelo Badalamentis musik. Som sine amerikanske kolleger er Jeunet en instruktør, der fryder sig over, hvad der kan lade sig gøre med penge og teknologi. Men heldigvis har en noget mere aparte måde at demonstrere sin frydefuldhed på!