Næst efter dovendyret må kamelen være et af de mest adstadige større landlevende pattedyr; i sine bedste øjeblikke et indbegreb af lad ynde. Dét kvalificerer dyret rigeligt til at være titel- og hovedrollehavende og ikke mindst tempoinspirator for denne smukke, skrupalternative filmoplevelse. De languldede og topuklede centralasiatiske kameler er måske endda smukkere - så at sige mere sporty og kompakte - end deres ranglede nordafrikanske dromedarfætre. Det har vi rig lejlighed til at studere i denne mildt sagt rolige halvdokumentar - instrueret, men med både dyrene og hyrderne i 'rollerne' som sig selv - der overvælder tilskueren med sine storslåede ørkenpanoramaer og farverigt smukke portrætter af mennesker og dagligliv i Gobiørkenen, det ydre Mongoliet. Hyrdefamiliens tre generationer i den ensomme, afsides og harmonisk cirkelformede jurte (den lokale variant af et telt, red.) deltager alle i kampen for at få en af kamelerne i hjorden til ikke at afvise sit nyfødte hvide føl. Titlen går imidlertid ikke på føllets vedholdende jamren, som et knirkende dørhængsel i ørkenblæsten, men derimod på den halsstarrige moderkamel: Alle overtalelsesforsøg er forgæves, indtil de to yngste drenge på kamelryg drager til byen og henter en spillemand. Hans klagetoner på cigarkasseviolinen i forening med blid kvindesang får omsider kamelens moderhjerte til at smelte: Tårerne triller, og den lader føllet die. Musikterapi for drøvtyggere! Men er der ikke også noget med mu(h)zak i vores kostalde for at stimulere mælkeproduktionen? Omkring dette bevægende, men ikke sentimentaliserede drama kredser familiens lige så enkle liv. Fra bedsteforældrenes mælkeofre til naturens ånder og evindelige myter om kamelen - den blev skabt med gevir, men lånte det ud og stirrer derfor altid mod horisonten i håb om at se låneren vende tilbage med det - til smårollingernes leg med gedekiddene og nok så fremadrettede fascination af transistorradio og parabol-tv! Om naturtilbedelsen stadig finder sted sådan, skal jeg ikke kunne sige. Men også usamtidighedens kulturparadokser gør det til noget af en genistreg at importere og oversætte denne film med næsten meditative kvaliteter til dansk biografbrug. Foreløbig årets bud på et smukt, tankevækkende og eftertrykkeligt alternativ til dagens dusinvare fra Hollywoodhylden. Med ti kopier spredt ud over landet behøver hverken 9- eller 90-årige snyde sig selv for den enestående oplevelse, når bare de kan læse undertekster.