At overleve julen kan som bekendt være svært nok i sig selv. En film som 'Surviving Christmas' gør det desværre ikke lettere, selv om det naturligvis er intentionen. Men en historie, der ikke rigtigt har fundet ud af det helt basale, om den vil tage pis på julen som grov komedie eller hylde hjerternes fest som en god gammeldags romance med kunstig sne og hele pibetøjet, hjælper ingen. Heller ikke selv om der er kostelige øjeblikke i 'Surviving Christmas', hvor alt det, der kan gå galt bag den i dette tilfælde på alle måder forlorne hygge, går galt. Har man mareridt om, hvordan man klarer gaver, bagværk, middag, juletræer og alt det andet i skødet på den familie, man i virkeligheden ikke har lyst til at tilbringe fem minutter sammen med, er der grundlag for nye skrækindjagende drømmesyn her. Filmens ide er såmænd god nok, om end lige så banal som hele juleshowet i sig selv. Den smarte mangemillionær Drew Latham (Ben Affleck) kan se frem til endnu en jul i sit eget selskab, da det ikke lykkes at købe kæresten til at fejre højtiden på Fiji. Men som terapeutisk trick vælger han at besøge sit barndomshjem i Chicago for at forlige sig med ensomheden. Her fostrer han så den plan, der endegyldigt kan gøre op med alle forestillinger om julens sande væsen inde bag alt det kommercielle virvar: Han vil simpelthen leje den simple arbejderfamilie, der nu bebor residensen. Bare i juledagene og for en skyhøj leje, naturligvis. Hvordan den bizarre forestilling udvikler sig frem mod det, der må og skal blive en happy end - det er jo for fanden jul - kan man mageligt selv regne ud. Som et lille hint kan vi afsløre, at vejen slår et solidt swing omkring Dickens' klassiske 'Et juleeventyr'. Og tilføje, at husets unge datter Alicia (Christina Applegate) og især fruen (Catherine O'Hara, som vi tidligere har set på denne årstid som moderen i 'Alene hjemme'-filmene) gør en god indsats i et par af de stereotype roller. Ben Affleck, der ofte forekommer mere fersk og glat end en af julens vingummifrugter, viser også mere komisk talent som den overdrevne millionær end længe set. Men alt det redder desværre ikke en sine steder kostelig, men som helhed både forudsigelig og retningsløs historie i land. Vi ender med en klæg klejnedans rundt om træet, hvor alt og alle hænger fast i konfekt og det fordømte faktum, at det skal være sødt.