Følelsen af at være isoleret. Spærret inde i sig selv. Omgivet af voksne, der intet fatter. Det er denne pinefulde side af det at være ung, den islandske instruktør Dagur Kári så suggestivt og med megen mørk humor fremmaner i sin debutfilm 'Noi Albinoi'. Den 17-årige skaldepande Noi lever i en afsidesliggende lille flække i Island. Naturen er mægtig, kold og tavs. Menneskene er små, afmålte og heller ikke ligefrem snakkesalige. En af de mest fåmælte er Noi selv. Så det er ikke i form af en rap dialog eller en velsmurt indre dialog, man kommer til at stifte sit indgående bekendtskab med denne islandske ungersvend, der ikke særlig langt ude er i familie med Holden Caulfield fra Salingers 'The Catcher in the Rye' og, helt aktuelt, DBC Pierres hovedperson i sidste års litterære sensation 'Vernon God Little'. En højtbegavet og indesluttet dreng i en verden, der er stor, men alligevel ikke synes at have en plads til ham. I skolen ligger Noi hen over bordet og snorker. Hvis han da ikke sender en diktafon som sin stedfortræder. For at signalere, at skolen er spild af tid. At den stenede og sløve Noi ikke just er mindre begavet, konstaterer en tilkaldt psykolog, da Noi klarer Rubiks terning på nul komma fem, mens han kryber uden om den del af den psykologiske test, der handler om socialisering og onanifrekvens. Nois liv er så lille som en model small spændetrøje. Noi bor hos sin slidte bedstemor. Nois far er en fordrukken Elvisfan, der ikke lægger skjul på, at havde han haft et kondom, havde han ikke haft Noi. Tiden går med at spille Master Mind med indehaveren af det lokale antikvariat og med at lænse benzintankens spilleautomat for mønter til maltøl. Dagens højdepunkt. I sin viewmaster ser han billeder fra varme palmeøer, der ligger så fjernt fra det frosne Island, som tænkes kan. At Noi bliver smidt ud fra skolen og får job som kirkegårdsgraver, ændrer ikke meget. Bag den daglige apati rumsterer en formløs drøm om den store flugt. Skred i små og store ting kommer der først, den dag den kønne jævnaldrende Iris kommer til byen. Dagur Kári tegner sit ungdomsportræt med både humoristisk distance og den ubrydelige loyalitets nærhed. Derfor virker filmen ung og frisk uden at lefle for post-ironi eller MTV-generation. Den noget bastante afvikling af filmens dramatiske klimaks minder dog om, at ungdommelighed også handler om manglende rutine. Men badet i frost og stillestående blåt midnatslys kommer Kári uden overflødige forklaringer tæt på sin unge outsider, der er ved at blive kvalt af åndelig iltmangel. Tómas Lemarquis tegner sin figur med øjnene, med lemmerne og med sin sigende tavshed. Er hans hårløshed skaldet eller kronraget? I hvert fald er hans hoved så nøgent, som tænkes kan. Skuttende sig og med huen skruet godt ned i panden driver Noi hvileløst rundt, indtil den dag kommer, hvor han enten må bryde ud af sit provinsielle fangehul eller gå under og bare blive sær og tavs som de andre. Med sin blåfrosne farveskala har filmen sit helt eget sneknirkende tonefald. At musikken virker ualmindelig indforstået med filmens temperament, er ikke så sært, al den stund det er Dagur Káris band slowblow, der står for den langsomme, stemningsmættede musik i en film, der kommer rundt i sit selvvalgte mikrokosmos med et imponerende personligt udtryk i alle facetter.