En nøgen kvindefod med nylakerede tånegle hviler mod bilens forrude, allerede mens intro-teksterne ruller filmen i gang og et funky rocknummer fra halvfjerdserne dovent og inciterende forfører os til forspillet i lummervarmen i Austin, Texas. Chaufføren er Quentin Tarantino og kursen dødsikker tilbage mod den retro og de referencer, mesteren af kult og morderisk kitsch kaster i grams, som ingen andre. Til gengæld kan vi være vis på, at vi under den hæsblæsende kørsel kun berører seriøse emner, hvis vi ved et uheld ramler ind i dem. En billig B-film Åh, nej, kunne han dog ikke snart lave en rigtig film, kan vi allerede høre nogen indvende. Men denne gang har Quentin King Of Cool absolut intet stukket under førersædet. Vi er i afdelingen for billige B-film i en af de Grindhouse-biografer, hvor man i svundne tider lod den slags strimler rulle døgnet rundt.
I lighed med datidens dobbeltdækkere var meningen egentlig, at Tarantinos film skulle køre sammen med vennen Robert Rodriquez’ ’Planet Terror’. Men det todelte show var så stor en fiasko ved premieren i USA, at Quentin Tarantino måtte klippe sit eget værk ud af sammenhængen og i stedet tilføje en halv times tid ekstra. Rykker i gearstangen Både sjovt og logisk nok forekommer ’Death Proof’ stadig at bestå af to dele med et (lovligt) langt mellemspil. Historierne er for så vidt ens. I Austin, Texas, møder den psykopatiske Stuntman Mike (Kurt Russell) en gruppe piger på en bar og beslutter sig for at slå dem ihjel med sin sorte totenschläger af en vejkanon.
