Med samurai-film er det som med den slidte western: Man tror, flippen er vendt for sidste gang, men så toner nye, kitschede drejninger af konceptet frem, fra Sergio Leone til Rodriguez. Og bedst som man tror, Mifune har sunget sin sidste sang, kommer Takashi Kitano nu vandrende som samurai-efterlønneren Zatôichi med den barberbladsskarpe sværdklinge godt gemt i blindestokken! Den gennemkoreograferede voldsballet siden debuten med 'Violent Cop' i 1989 har instruktøren her for første lagt ind i 'historisk' stof, i sporet efter Kurosawa. Eller snarere massemyte med historisk påskud, nemlig en japansk tv-serie fra årene 1962-89 om den blinde, omvandrende massør der er »en mester med et sværd og et geni ved et raflebæger«. Kitano spiller selv titelrollen som denne blinde dræbermaskine, en afbleget, sagtmodigt smilende østlig model af Charles Bronson som Harmonica i 'Once upon a time in the West'. De faste figurers stereotypi danner den nærmest rituelt henkastede intrige: To mafia-klaner behersker byen, hvortil den blinde hævner ankommer samtidig med to geishaer, i virkeligheden bror og søster med en rulleforretning som skalkeskjul for at komme tæt på dem, der myrdede hele deres familie, da de selv var børn. Flashbacks fra dette natlige blodorgie klippes lige så umarkeret og næsten klodset ind som Zatôichis erindringer om egne tidligere massenedslagtninger. Men da en omvandrende ronin, for sin syge kones skyld, tager mafiajob som livvagt (læs: morder), er en High Noon uundgåelig: denne unge mester, fejlanbragt i det ondes tjeneste, i duel med den blinde gamle mester i retfærdighedens tjeneste. Kitano nægter sig ingen kliche, fra de pjaltede sake-drankere på værtshuset over risbøndernes taktfaste hug med hakkerne til sværdets dræbende hvislen gennem den muddermørke landsbysmøges silende regn! En udsøgt fotograferet stilstudie, ikke udgivet for realisme, tværtimod! Lydsidens hæst synkoperede brøl, kroppenes forsinkede fald, de afhuggede lemmers cirkelrunde snitflader og de computeranimerede blodstrints fine mønster over billedfladen er ren æstetik. Voldsæstetik, ja, selvfølgelig. Filmen dyrker kropsstyrke og dræberpræcision, næppe blomsten af humanistisk civilisationstænkning. De grovhumoristiske scener gør endda nar ad en sindslidende og de tungnemme! Men alt det er nu alligevel svært at tage anstød af, når fup-geishaerne bare konstaterer, at »alle de onde er døde«, hvorpå Kitano uden videre forklaring, men med befriende selvironi slutter hele herligheden med et musical-optrin! I begejstret samdrægtighed trykker dræbte og overlevende den af på dansegulvet til Keiichi Suzukis rytmer, der lyder som østens svar på Safri Duo! Historisk? Jo, godmorgen! 'Once upon a time ...' betyder stadig: eventyr!