Er tv-skærmen vor tids mest populære prædikestol, så er biograflærredet til gengæld den største. Og det er sådan, Mel Gibson bruger den i 'The Passion Of The Christ'. Der er indspillet mange jesusfilm tidligere, men Gibsons anslår en ny tone. Her er hverken tale om en ukristelig provokation eller en humanistisk fortolkning af det kristne budskab. 'The Passion Of The Christ' er en enøjet billedbibel. Ikke en argumenterende propagandafilm, men en billedlig prædiken fortalt med forkynderens ildhu. I de fire evangelier er domfældelsen og korsfæstelsen nærmest noget, der bare skal overstås, for at profetien om Messias' komme kan gå i opfyldelse. Det afspejles i den protestantiske lære, hvor nåden er det afgørende og påstanden om, at altergangens nadvermåltid virkelig er Jesu Kristi blod og legeme, nok for mange i det stille sind anses for en mildt mystificerende abstraktion inden søndagsfrokosten. Anderledes i den katolske tradition og i protestantiske sekters dyrkelse af offerlammets blod. Katolske Mel Gibson gør lidelseshistorien til det afgørende. Det eneste saliggørende, fristes man til at sige. I indtager Jesu Kristi blod og legeme, som var det kiks og saft, synes han at have tænkt. Men nu skal jeg vise jer, lige præcis hvilket udgydt blod og hvilket martret kød vi taler om! Det er så at sige pay back-time. Nu skal det vises, hvordan det så ud, da Menneskesønnen led for vore synders skyld. Gibson fastholder blikket på hvert eneste ubarmhjertige piskeslag og på hvert eneste hammerslag, der driver naglerne igennem det skrøbelige kød. Blodet sejler, og kødet flænses med en udpensling, som næppe er set siden sengotikkens fokusering på Kristus som Smertensmanden. Guds nådesløshed over for sin søns profeterede skæbne er forudsætningen for nåden. Ritualet, offeret, skal gennemføres. Skildret som her kan det godt være svært at se den helt store forskel på kristendommen og de mange religioner, der har betjent sig af menneskeofring for at sikre folkets ve og vel. Gibsons blodige ritual er ikke i familie med den kristne tradition, der søger trøst, lindring eller ligefrem sødme i forestillingen om Jesu blod og sårhuller. Gibsons film er snarere en blanding af middelalderens katolske fokus på pinsel og lidelse og en tidløs maskulin soldaterfilosofi. Jesus yder som en god soldat - på trods af tvivl og vaklen - det ultimative offer for sit land og sit folk. 'Braveheart' for Gudsriget og menneskeheden. Hvilket opleves som temmelig fremmedartet for et moderne velfærdsmenneske, der er vant til at diskutere kristendommens finere nuancer i urban polemik. For hvornår er det nu lige, vi sidst har set billeder som disse? Jo, det var, da aviserne viste billeder af de shiitiske muslimer i Irak, der efter at have snittet sig selv i religiøs rus gik helligdagene i møde med blodet silende ned over ansigtet. Kun Lidelseshistorien optager Gibson. De »12 timer, der ændrede verden«, som plakaten så Hollywoodbanalt og dog så rammende forkynder. Den 33-årige kultleders smertensfulde vej fra Gethsemane til Golgata. Men efter fokuseringen på lidelseshistorien kommer genopstandelsen til at ligne et postscriptum. Et påklistret glansbillede fra søndagsskolen. Noget, som er langt sværere at tro på end lidelsen. 'The Passion Of The Christ' er i sin essens et indædt opgør med kristendommen som en gratistreligion. Prædikant Gibson svinger det mishandlede og blodsprængte offerlam foran en måbende biografmenigheds øjne. Det er dét, det handler om. Han, der gik i døden for jeres skyld. Intet andet. Og det er derfor, filmen er blevet så stærk. Fordi instruktøren er stærk i troen og ikke ryster på hånden. 'The Passion of the Christ' stiller på forhånd nogle spørgsmål til alle, der ser den. Er det en film, der er brug for i verden her og nu? Nej, personlig synes jeg ikke, en oppisket, middelalderlig udlægning af kristendommen er, hvad menneskeheden står og har brug for nu. Er Gibsons film, som påstået, antisemitisk? Ikke i sig selv. Ypperstepræsten og magtmennesket Kajfas er yderst usympatisk, da han fremtvinger korsfæstelsen på trods af romersk modstand. Men Gibson har omhyggeligt introduceret oppositionelle kræfter i det jødiske præsteskab. Er 'The Passion Of The Christ' bare Jesussplatter? Nej, der er intet som helst opportunistisk over de ekstreme blodsudgydelser i filmen. Når Gibson opnår så stor en gennemslagskraft, er det snarere, fordi hans film sætter sig som en torn i kødet. Hvor ofte går man ikke og sukker efter amerikanske storfilm, som ikke bare er lunken eller ferm underholdning? Mel Gibsons film er ingen af delene. Hverken lunken eller kynisk. Den er snarere opflammende og naiv. Her er en film, der tror på sit budskab. Ja, som er sit budskab. I en grad, så Gibson har droppet enhver vedtaget kommerciel sund fornuft i forhold til et amerikansk publikum og ladet jøderne tale oldtidens aramæisk og romerne latin. Jesus med undertekster - holy mackerel! - nu står verden da ikke længere! I hovedrollen kan Jim Caviezel ikke gøre andet end følge sin skæbne. Skulle han fortolke? Det er der slet ikke plads til. Det udgydte blod og profetiens opfyldelse har den eneste hovedrolle hér. Men rammen og billederne, Gibson udmaler, er af stor visuel styrke. Det kølige blå månelys, da Jesus tilbringer tvivlens nat mellem oliventræerne i Gethsemane. Det rødbrune mørke, der siden fortætter sig om dramaet. Det bentørre solhelvede på Hovedskalshøjen. Gibson har erklæret sig stærkt påvirket af renæssancemaleren Caravaggio med de voldsomme kontraster mellem lyset og mørkets skygger. Det er ikke tomme ord. Gibson benytter sig samtidig hæmningsløst af det moderne filmsprogs muligheder for at opnå maksimal visuel slagkraft. En androgyn Satan med slangens tungespids spillende ud af næseboret hører så absolut til en af de mere foruroligende fortolkninger af figuren, mens Gibsons brug af slowmotion, computeranimerede effekter og forstærkede lydeffekter kommer til at virke ubehageligt actionvulgært. Men det handler jo netop heller ikke om den gode smag, de gode viljer eller det glade budskab. Det handler om lidelseshistorien som kristendommens forudsætning. Udmalet med maksimal styrke. Middelalderens martrede stirren på den korsfæstede Kristus opdateret til højteknologisk massemedie-ikon. 'The Passion Of The Christ' er en film, der fra en helt uventet kant minder om, hvad filmmediet kan mønstre af kraft, når den, der skaber, brænder for noget større end sig selv.