Et forældrepar har mistet deres eneste barn. 12 år gammel er datteren blevet slået ihjel i en trafikulykke. Det er et halvt år siden. Nu skal Britt og Claes se at komme videre. Hvis de ellers kan finde nogen som helst mening med ordet 'videre'. 'Lad de små børn ...' er fortællingen om to raserede mennesker, der må lære at træde vande i et ocean af meningsløshed, inden de, måske, vil kunne finde en form for fodfæste. Og om hvor vanskeligt omgivelserne har ved at finde en grimasse, der kan passe. En dødsensalvorlig fortælling skrevet af allestedsnærværende Kim Fupz Aakeson og instrueret af den debuterende Paprika Steen. Over for arkitekten Claes og socialarbejderen Britt står ægteparret Niels og Vivi. Niels er Claes' chef på tegnestuen. De gamle venner, der hverken kan eller vil acceptere, at Claes' og Britts altopslugende sorg har degraderet dem til ligegyldige bipersoner. I skildringen af, hvordan døden og sorgen kiler sig ind som noget pinagtigt og pinligt i ethvert tilløb til socialt og professionelt samvær, er der både skarphed og menneskeklogskab i filmen. Et barns meningsløse død. Det er et modigt emne at tackle, og det virker, som om Paprika Steen ikke har villet sovse for meget rundt i følelserne. Hvis dét er logikken, er det sobert tænkt. Men konsekvensen af dette emotionelle armslængdeprincip bliver desværre en underligt uengagerende film. Og logikken halter jo; for hvis ikke en film om at miste et barn skulle kalde på de voldsomme følelser, hvilken film skulle så? Oplevelsen af distance forstærkes af en meget skematisk fortælling. Søren Pilmark og svenske Lene Endre er gode som det velbjærgede ægtepar Niels og Vivi, der har besluttet sig for at leve et professionelt og spændende liv uden børn. De to arkitekter har intet barn at miste. Nu nærmer de sig de 50, og Vivi fortryder bittert, mens Niels får sig en ung mands tatovering. Skarpt set og skildret. I de få vittigt-ironiske scener er filmen faktisk på hjemmebane. Men som kontrast til Claes og Britt er Niels og Vivi for firkantet en konstruktion. Firkantet forekommer det også, når filmen lader Britt og Claes miste besindelsen på henholdsvis en arketypisk kvindelig og mandlig måde. Britt begynder stik imod al professionel etik at møve sig ind på en social klient med en baby. Omtåget af frustrerede hævntanker kredser Claes om den fordrukne ejendomsmægler, der kørte hans datter ihjel. Moderdyret og den sårede jæger. Det er en pointe, at de indkapsler sig i hver deres sorg og reagerer kønsspecifikt, men de to historier splitter fortællingen. Det tilstræbt nøgterne afspejler sig i Erik Zappons billeder. Mikael Birkkjær får mere ud af sin grådkvalt eksplosive Claes end Sofie Gråbøl af sin rolle, hvori hun skal se ud, som om intet er hændt. Filmens scoop er Karen-Lise Mynster i rollen som fraskilt ejendomsmægler og dødsbilist, der er på en skrap diæt af lige dele alkohol og kontaktannoncer, mens hendes øjne tindrer af desperat livsglad fortvivlelse. Paprika Steen får en mere sober end spændende debut som instruktør. Er det historien, der mangler udfoldelsesmulighed, eller er det den debuterende instruktør, der ikke har formået at fortolke og udbygge manuskriptets figurer? Uanset svaret skulle Fupz Aakeson måske overveje at sætte kadencen ned. Det er hans fortjeneste, at hverdagshistorien er blevet et dramatisk samlingspunkt for dansk film. Men i enhver hverdagsrealistisk fortælling lurer det trivielle, så snart anslaget er mindre end optimalt.