Philip K. Dick har opnået en aura af respekt, som bliver de færreste science fiction-forfattere til del. En række af hans korte fortællinger er blevet filmatiseret. Mest berømte filmatisering er Ridley Scotts 'Blade Runner', men hverken Spielbergs 'Minority Report' eller Schwarzenegger-drønet 'Total Recall' er gået stille af. Tidsproblemet og teknologiens moralske udfordringer i hårdkogt stil var Dicks gebet. Novellen 'Paycheck' fra 1953 bygger på en suverænt god idé. Teknologitroldmanden Jennings har udført et job så tophemmeligt, at han ikke selv kender til det. For efter de to år på jobbet har han efter aftale fået slettet sin hukommelse. Til sin egen forbløffelse opdager han imidlertid, at han frivilligt har givet afkald på sin fede hyre til fordel for en håndfuld ligegyldige småting. Begivenhederne tager hurtigt fart og snart går det op for Jennings, at nøglen, kvitteringen, busbilletten og det øvrige lommekrams er hjælpemidler, der skal sætte ham i stand til at klare sig ud af de hurtigt eskalerende problemer. Politiet er i hælene på ham. Hvad han end har lavet hos Rethrick Constructions, så har det gjort ham i stand til at se ind i fremtiden. Hvorfra han nu giver sig selv en hjælpende hånd. Når man sætter John Woo til at instruere 'Paycheck', er det oplagt, at det ikke er tidsproblematikkens mere subtile pointer, man er ude efter. Ej heller stiliseret noir. Men derimod action. Dicks dialog er groft sagt blevet erstattet med skyderier, biljagter og nervepirrende mordforsøg. Samtidig er der blevet plads til en romance mellem Jennings (Ben Affleck) og biologen Rachel Porter (Uma Thurman). Deres kærlighed skal blomstre, selv om den ene ikke kan huske den anden, mens plottet udvikler sig til et hæsblæsende kapløb med tiden. Den teknologiske krystalkugle må destrueres. For at kunne se ind i fremtiden er her ensbetydende med at forme fremtiden fatalt. 'Paycheck' beskæftiger sig kun med tidsproblemet i den udstrækning, det tjener plottets spændingsmotor. Man kan indvende, at der ikke er meget Dick tilbage i denne håndfast afviklede spændingsfilm. 1950'erne farvede Dicks fremtidsunivers. Woos film er stålblå, ansigtsløst nutidig og ikke fri for at virke en smule naiv. Ikke lige Dicks stil. Nej, 'Paycheck' er ikke nogen stor Philip K. Dick-fortolkning. Men Woos faste hånd fornægter sig ikke, og så bliver det på den anden side ganske velgørende med en spændingsfilm, der måske nok er éndimensionel og flad, men rent faktisk er spændende.