To traditioner kæmpede i den amerikanske cartoons guldalder om publikums gunst: den gennemmusikalske og altid stuerene plasticitet fra Disney over for Warners gak-genialske og dimensionssprængende action-gimmicks. Grønspætten over for gadedrengen, der jo er mere støjende og trættende i spillefilmdosis. Men begge er nu repræsenteret i biffens julerepertoire, for efter Disney/Pixars stilrene 'Find Nemo' følger i dag Warners skrupskøre, stedvis geniale 'Looney Tunes'. Stedvis! For der er også skønhedspletter i denne blandede tegne- og realfilm. Hemmeligheden ved dét miks er jo, som i Spielberg & Zemeckis 1988-lancering af teknikken med 'Hvem snørede Roger Rabbit?', at lade den surreelle cartoon-logik overtrumfe realfilmuniverset. Dét svigtede netop delvis, da Warner i 1997 lod basketstjernen Michael Jordan møde Snurre Snup, Daffy Duck & co. i 'Space Jam'. Denne blærede kvikke gulerodsgnaver og det læspende indskrænkede fjerkræ er derimod indiskutable konger over den nye film, kongenialt understøttet af sympatisk fårede Brendan Fraser i kød og blod-rollen som kluntet sikkerhedsvagt hos Warner. Eksvagt - for han fyres sammen med Daffy, da de to i filmens fuldstændig fantastiske optakt vælter studierne med vandtårn og hele svineriet ned over et mylder af skuespillere og toonies. Herunder Snurre Snup og kække Jenna Elfman, der som Warner-underholdningschef må ud og finde anden og lokke den tilbage. Daffy og Fraser er nemlig på jagt efter diamanten Den Blå Abe og/eller den fhv. 007-Timothy Dalton, her Frasers far og (film)spion. Som hel- eller halv-'cameo' ses bl.a. også Heather Locklear, Joan Cusack, Kevin McCarthy samt Roger Corman som Batman-instruktør. Instruktør Dante ('Gremlins' m.fl.) og manusforfatter Larry Doyle ('Simpsons') er næsten for fulde af vittige referencer, f.eks. ved besøget i Område 52, et tophemmeligt depot for robotter, rumvåben og monstre fra 1950- og 60'ernes trashfilm. Al (selv)ironien er nok mere for voksne end for de børn, filmen er synkroniseret for. Dennis Hansen og Henrik Koefoed er perfekte som Snurre og Daffy, men oversættelsen gør ikke livet lettere for de danske stemmer til realrollerne. Hvoraf en del er pinligt overspillede, anført af Steve Martin som chairman for den skumle ACME-koncern (hvorfor 'oversætte' det glorværdige ACME til 'Ajax'?). Steve Martins grotesk barnligt forkælede og ondskabsfulde chefskurk er snarere i støjende konkurrence end i indforstået kontakt med det tegnede vanvid - en susende forbier! Til at jagte vore helte Jorden rundt - fra Las Vegas over Paris til Afrika - hyrer chairmanen hele toonie-staben som agenter: Onkel Hans, Pelle Gris, Pip & Sylvester, Grim E. Ulv & Hjulben samt Den Tasmanske Djævel. For slet ikke at tale om Elmer Fjot! Gennem Louvres malerisamling jagter han Snurre og Daffy, der kamæleonagtigt tager stil efter alle kunsthistoriens 'ismer' - de smelter med Dali, skriger med Munch osv. Det er et højdepunkt - også i tegnefilmens historie! I elegant leg med kunstens grundelementer - farver og former, dimensioner og rytme - leverer sådan en passage animationskunstens yndefulde svar på alskens elitæræstetiske krav: Spørg ikke efter logik - kun gak!