Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Splattervækkende

Kødfilm er lige ordet for filmen, hvor dr. West prøver at genopvække døde ved insprøjtning af fosforlysende 'nanoplasma'. - Foto: Angel/Scanbox.
Kødfilm er lige ordet for filmen, hvor dr. West prøver at genopvække døde ved insprøjtning af fosforlysende 'nanoplasma'. - Foto: Angel/Scanbox.
Lyt til artiklen

Midnight Movie Madness-institutionen er vel grundlæggende en teen-videoaften blæst op i CinemaxX-format, men altså med hjemmebiffens repertoire. Intet kunne vel passe bedre dér end endnu en sequel til 1985-filmen 'Re-Animator', der har kultstatus som splatterorkan. Animation betyder jo besjæling, men har her intet med tegnefilm at gøre. Kødfilm er lige ordet. Efter Frankenstein-model og litterært forlæg af H.P. Lovecroft prøver den fremmelige dr. West at genopvække døde, ved indsprøjtning af fosforlysende 'nanoplasma'. Fængslet siden sidste katastrofale fiasko - 'Bride of Re-Animator' 1990 - har han dog forskningsmæssigt holdt sig i stødet, bogstaveligt: Bl.a. ved rotteforsøg har han opdaget en elektrisk ladning, der forlader en døende hjerne - den West-lige videnskabs svar på sjælen. Gnisten giver ham håb om held i sprøjten denne gang - videnskaben giver aldrig op! Som den forrykte forsker, der på en sær måde også er vores helt, får Jeffrey Combs denne gang hjælp af en ung fængselslæge - en Jason Barry, som næppe kan have spillet komedie før. Han så som dreng en af Wests zombier uden underansigt myrde en ung kvinde, i nærbillede. Den scene er bare ouverturen, før symfonien af afrevne lemmer, blodtørstige zombier samt et par værgeløse unge kvinder - journalist og sygeplejerske, begge i ret skrøbeligt arbejdstøj - tordner løs i form af et fangeoprør mod den sadistiske fængselsledelse. Et crescendo er den lasso-svingtur, dr. West giver en særligt liderlig og hævngerrig fange, tidligere rotteejer, nu halveret til en rødt strintende overkrop. Overdrivelserne har deres komisk forløsende momenter, helt tilsigtet, ligesom f.eks. det afbidte lem, der vrikker rundt i slutbilledet. En smagssag kunne man kalde balancen mellem splat og selvparodi, og selv kunne jeg godt tåle flere glade grin end her. Men ligesom opera skal film af denne type jo ikke måles på sandsynligheden, men på hyppigheden og opfindsomheden af højdepunkter, ikke af sangkvalitet, men af splatterhåndværk. Uden slagtersvendebrev vil jeg bedømme dét til tre friske svinehjerter i egen sovs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her