At vittige Steve Martin kan spille komedie for voksne, véd vi; og at den seje makrel Queen Latifah kan mere end rap, forstod man af hendes fængselsmama i 'Chicago'. Så man kan ikke bebrejde producerne (bl.a. Latifah selv), at de matcher de to. Kun måden, de gør det på: udspekuleret uden at være intelligent. Kejtede, kølige Peter har i årevis sat karrieren som skatteadvokat over familielivet, så konen er skredet, og børnene venter intet, når de er på besøg. Når huset alligevel snart står på den anden ende, som titlen antyder, skyldes det Charlene, en blind date fra nettet. Han tror, hun er blondine og advokat - ikke en stor, flot, sort grinemaskine på springtur fra fængslet. Hende smider han ud. For at black(!)maile ham til at få hende frikendt ved appel, vender hun imidlertid tilbage med et helt gardenparty af rappere og 'homeboys', ludere og lommetyve, lige så nougatbrune som hun selv. Midt i et kridhvidt burgøjserkvarter. Men vips vendes sund indbyrdes afsky jo til alliance, som følge af komediens lov snarere end antydning af realistiske årsager, selv om charmerende Charlene da hjælper stive Steve til at løsne op, også over for børn og ekskone. Postulatet kender ingen grænser, når den kriminelle kvinde endda lærer ordblind advokatsøn at læse, ja, sågar trækker i pink husassistentkittel for at forklare sin tilstedeværelse, da Peter får besøg af den stinkende rige enke, firmaet gerne vil administrere formue for. Hende spiller Joan Plowright med yndefuld, ubevidst massiv racisme, hendes nedladende 'tolerante' hengivelse til egen udgave af en slavesang fra Sydstaterne er provokerende morsom. Fuldstændig som den 'modsatte' birolle: advokatvennen Eugene Levy, som bare ved synet af Charlenes spændstigt overdådige Crumb-drøm af en kvindekrop går i uskrømtet totalbrunst og slår over i rapjargon. Efter alle 'American Pie'-prøvelserne under man virkelig dén højt begavede komiker noget på den dumme. Hvorimod Steve Martins tiltænkte glansnummer - entré i en sort musikklub forklædt i rapperoutfit og skosværte - falder langt og kønsløst ud. Når sådan en sort-hvid halvfarce trods gode glimt ender skakmat, med biroller bedre end så stærke hovedkræfter, skyldes det kort fortalt manuskriptets og instruktørens usalige cocktail af psykologisk enfold og social dobbeltmoral. Som får en chance for tiltrængt rå og bundliderlig satire over social-, seksual- og race-bornethed af begge hudfarver til, i stedet, at ende som smålummer, selvfnisende bekræftelse af selvsamme, forbandede trekant af fordomme.