I rockvideoernes verden er det stjernernes navne, der tæller. Men takket være sine stilskabende videoer med superstjerner som Madonna, U2, Smashing Pumpkins og Lenny Kravitz har svenske Jonas Åkerlund selv formået at blive et begreb. Næsten som en rockstjerne. Eller i hvert fald som et par Levi's. Stilbevidstheden og effektjageriet har Åkerlund med sig over i sin debut som spillefilminstruktør. 'Spun' er en film om narkomisbrug, der blander sort humor og socialrealisme i et hektisk formsprog fra rockplaneten MTV. Billederne er grynede og pågående. Smart ser det ud. Effektjageriet er konstant, men begrundet. Det handler hele tiden om at illustrere suset, det rush, der bliver alfa og omega for speedsnifferne i 'Spun'. Et methadrin-kick der ophæver tidsfornemmelsen, smadrer søvnbehovet og pisker misbrugerne frem i en evig rastløs jagt på næste spark i røven. Unge fanget i en kemisk båndsløjfe. En hele tiden kunstigt fornyet flyvetur, der i virkeligheden er et spin, en accelererende nedtursspiral. Hele denne kriblen og krablen i krop og sjæl skildrer Åkerlund med maksimal effekt og fuld skrue. Havde 'Spun' været en rockvideo, havde den været en sej og smart en af slagsen. Men nu er 'Spun' altså en spillefilm, der handler om mennesker. Og på det punkt har Åkerlund ikke evnen eller viljen til at trænge igennem sin egen tæft for skildre overfladen flot. John Leguiziamo (Spider Mike) er som altid en ragekniv på lærredet, og Jason Schwartzmann er ganske troværdig som hovedrollens lidt indolente normalfyr, Ross. Men det hjælper ikke så meget, når Åkerlund ikke er i stand til at skabe gnisten af et engagement i filmens personer. Han vil gerne både skildre junkielivets svineri og forbeholde sig retten til at behandle det hele som en cool joke. En slags stofmisbrug i anden potens, kunne man sige om et projekt, der ligner en præfabrikeret kultfilm, hvor Peter Stormare er udknaldet tv-strømer på speed, og Mickey Rourke kan få lov til at stavre rundt med hestehale og spidse cowboystøvler og krukke los som en anden Marlon Brando på frihjul uden at have Brandos format. 'Pulp Fiction' spøger i baggrunden, men Åkerlund har slet ikke Tarantinos klasse. Når man har vænnet sig til den opspeedede stil, indfinder kedsomheden sig snigende, og så bliver 'Spun' først og fremmest en påmindelse om, hvor god en film 'Trainspotting' var. Danny Boyles junkiefilm var måske nok cool som en rockvideo, men den havde rigtige mennesker og følelser med sig ind i narkomisbrugets groteske labyrint. 'Spun' har kun de fede billeder, sin halvsløje humor og sine følsomme sange af Smashing Pumpkins' Billy Corgan, der ikke som planlagt giver 'Spun' inderlighed, men kun kommer til at udstille dens overfladiskhed.