Om ikke andet er det kludetæppe af en millionby, vi kender som Los Angeles, hovedstad for den hvide løgn. Samt naturligvis den dårlige undskyldning, de halvhjertede samtaler og de løse bekendtskaber. Faktisk har man nogle gange indtryk af, at de fleste beboere i 'Englenes By' baserer deres liv på den slags, mens de drømmer om at være nogen eller noget. Således også i Ron Sheltons 'Hollywood Homicide', som af uransagelige grunde er kommet til at hedde 'Hollywood Cops' på 'dansk'. Her møder vi den gamle gnavpot af en udslidt kriminalbetjent Joe Gavilan (Harrison Ford), der er ejendomsmægler i fritiden, med et usælgeligt 'slot' i Hollywood Hills konstant i bevidstheden og hans unge makker K.C. Halden (Josh Hartnett), som i sit bijob som yogalærer kommer i nærkontakt med stribevis af berøringsvenlige kvinder. Med andre ord er vi i gang med den klassiske historie om den gamle strisser og den unge opkomling i uniform. Deres mission er at opklare et mord på en lovende hiphopgruppe, men i filmen er deres mission at sørge for, at vi griner, samtidig med at spændingen udløses. Opgaven lykkes, mordet opklares, selv om det egentlig er næsten ligegyldigt for filmen - men Mission: Humor mislykkes. Dertil er den banale falde på halen-komedie, som ikke når Olsen-banden til Bennys gule sokker, for plat. Og filmens actioneffekter virker kluntende, gammeldags og trækkes ud til langt over det ulidelige i den megalange, afsluttende menneskejagt med bil og tog. I de rammer kan hverken Harrison Ford - hvis forstenede actionhelt-ansigt ikke viser mange trækninger undervejs - eller Josh Hartnett stille meget op. Især fordi samspillet mellem de to nærmest er ikkeeksisterende, ja, faktisk emmer af dårlig kemi. Heller ikke de på papiret sjove bifigurer - Lena Olin som liderlig spåkone, hvis vigtigste opgave dog synes at gøre Harrison Ford sexet, Dwight Yoakam som korrupt og umanerligt klam strisser og Gladys Knight som aldrende sangstjerne med en umulius af en søn - får rigtigt lov at folde sig ud. Derfor plasker 'Hollwood Cops' tungt ned mellem alle stole. Ironisk nok ender filmen i kraft af sin underligt sjuskede tilgang til historien og personerne med i sig selv at tilføje endnu en facet til dens portræt af de halvhjertede undskyldningers hovedstad. Men det var nu nok ikke meningen.