Plakaten siger det tydeligt: Attraktionen i 'Anger Management' er mødet mellem Jack Nicholson og Adam Sandler. Jack Nicholsons kvaliteter taler for sig selv. For Adam Sandlers vedkommende har det modsatte nærmest gjort sig gældende indtil 'Punch-Drunk Love'. Filmen hvor P.T. Anderson tog Sandlers faste figur - en snøvlende, kuet ulykkesfugl med hjertet på rette sted og et indestængt raseri - og slap den løs i rammer, der løftede Sandler ind i en ny dimension. I en fantastisk scene splittede han toilettet på en fornem restaurant i stumper og stykker, inden han tilsyneladende fuldstændig upåvirket atter indtog sit blufærdige, selvudslettende jeg. Det forekommer sandsynligt, at det netop er denne scene, der har inspireret David Dorfman til at skrive manuskriptet til 'Anger Management'. Dave Buznik er en typisk Sandler-figur. Kuet og kejtet. Ydmyget og selvudslettende. Forgabt i sin kæreste, men penisforkrøblet af mindreværdsfølelse. Og uden selv at vide det på nippet til at eksplodere. Han er med andre ord en nogenlunde normal totalstresset lønslave. En lille episode med en næsvis stewardesse får imidlertid Dave i kløerne på den uortodokse psykoterapeut Buddy Rydell. Det er selvfølgelig en øretæveindbydende Jack Nicholson, og nu skal hele filmen handle om, hvordan den provokerende Rydell udfordrer og skubber til Daves grænser. Hos Dr. Rydell mødes kolerikere, sportsidioter og pornoskuespillerinder. Alle har problemer med at styre deres vrede. I gruppen er Dave tilsyneladende Hr. Helt Normal. Hvilket selvfølgelig er helt galt. En tikkende bombe, som Dr. Rydell ser det som sin opgave at detonere. I en tid, hvor terapi er in, scorer 'Anger Management' mange point, der ikke engang alle sammen er specielt billige. Dr. Rydells metoder er ganske vist aparte, men hvad gør det, hvis de virker? Gang på gang skubber Rydell sin elev ud i situationer, der ender med, at Dave ser sig selv og sine omgivelser i et nyt lys. De oplevelser, der for Dave er så pinagtige, er selvfølgelig svært grinagtige for tilskueren. Kostelig er en scene, hvor Dave midt i myldretiden bliver tvunget til at holde stille midt på en bro og i trafikproppen synge 'I Feel Pretty' fra West Side Story. Jo, Peter Segal med en fortid som instruktør af agentparodien 'Naked Gun' har generelt et godt greb om situationskomikken. Endemålet skulle gerne være, at Dave finder sig selv og bliver i stand til at elske sin Linda (Marisa Tomei) efter fortjeneste. Historien om det uortodokse terapi-forløb er et velfungerende, enkelt maskineri, der regelmæssigt udløser sund og helsebringende latter. Alligevel overgiver man sig ikke helt. De store gnister springer ikke i samspillet mellem Nicholson og Sandler. Nicholson er fræk på frihjul, og efter overraskelsesmomentet og den skæve poesi i Sandlers præstation i 'Punch-Drunk Love', kniber det for den unge komiker at løfte sin letgenkendelige figur hele vejen ind i mainstream-komediens arena. Filmen har et forrygende opbud af stærke birolleskuespillere: John Turturro, Luis Guzman, Woody Harrelson, Harry Dean Stanton og John C. Reilly. Men især Turturro forsvinder helt ud ad en tangent i manuskriptet. Sådan er det med 'Anger Management' - der er linet op til noget stort og sjovt, men kemien, instruktionen og en tyndbenet slutning rækker ikke til mere end en acceptabelt morsom komedie. Man kunne godt have håbet på mere.