Han er ni år, moderløs og en gennemsympatisk hjerteknuser. Umulig at stå for. Dét er den kortfilmbelønnede instruktør Henrik Ruben Genz' spillefilmdebut om ham også. Med manus af Bo hr. Hansens efter Bjarne Reuters børneroman er 'En som Hodder' også dømt til succes, for både bog og film fortæller med varme og lune den alment genkendelige historie om at modnes og udvikle sig ved gode menneskers og fantasiens hjælp, trods de alders- eller individuelt bestemte udfordringer enhver barndom byder på. Psykologisk realisme blandet med fantasifuld humor lyder grundopskriften. Og selv om der nu eksperimenteres tiltrængt (i film som 'Klatretøsen' og 'Forbudt for børn') med dansk films gennem nogle årtier foretrukne billede af børn, skal traditionen også videreføres, så her kommer i hælene på Buster, Gummi-Tarzan med flere endnu en lille og vågen outsider, der klarer sig på et varmt hjerte og en livlig fantasi. Hodder går i 3. klasse i København, og om natten er han alene, fordi hans distræte og enlige far er på job som plakatopklæber med egen motorcykel. Men modsat mc-englen i 'Mirakler' ankommer Fantasiens ambassadør her blot ved egen vingekraft: En fe fra himmelrummet, med den afdøde mors ansigtstræk, forventer af Hodder, at han skal 'frelse verden' - måske et hib til tendensen til at læsse overoptimistiske krav videre over på ryggen af kommende generationer. »Saml en ekspedition«, »begynd i det små«, lyder nogle gode voksenråd til hans projekt. Fortrøstningsfuldt inviterer han klassens stærkeste dreng, Filip, og den mest tjekkede, Alex, med på ekspedition til den diminutive ø Guambilua. Filip hærder sig mod sine forældres skilsmisseoptræk, Alex er 'bare' uforklaret led, og sammen tager de gas på Hodder. I et sidste, ubevidst forsøg på at fortrænge virkeligheden prøver han i stedet at hverve nabohusets voksne Lola med netstrømper, lakfrakke og taxibefordret natarbejde samt plakaternes mesterbokser Big Mac til sit store kald. Den tiltagende, fortvivlede virkelighedsfjernhed hos drengen modsvarer et stadig mere akut savn af kammerater og moderlig ømhed i dagligdagen. Dét kriseforløb har debuterende Frederik Christian Johansen måske knap nok mimik til, men med en åben, rolig troskyldighed, ikke ulig hovedrollefiguren i 'Mit liv som hund', er han uafbrudt velgørende selskab. Smukt suppleret af Lars Brygmanns tilsvarende temperament i en skræddersyet rolle som en humoristisk, ensom og let vemodig eller måske bare lidt for træt far. Instruktøren, nomineret til Oscar og præmieret med Berlins Krystalbjørn for kortfilmen 'Bror, min bror', holder samme behagelige tone af lun alvor uden appel til de billigste grin. Til det sidste inviterer ellers især nogle skolescener, der måske er tænkt mere grinagtige, end de falder ud. Den islandske klassekammerat Kammas provokationer er farcepostulater, skønt Cecilie E. Østerby giver hendes pokerface glimrende. Som lærerinden Asta K. redder Birthe Neumann (igen) en ellers stærkt klichétruet rolle med en fascinerende, på én gang komisk og sympatisk cocktail af sippet frustration og varm længsel. Helt let har filmen ikke ved at finde en stil, der kan skræve hele vejen fra feens natbesøg og Big Macs boksekamp (som kun foregår i Hodders fantasi) til den dyrekøbte snusfornuft hos en bagerdame, hvor Hodder køber sin daglige romsnegl. Men knager bukserne, så holder de dog. Til en skøn børnedebut - næ, to, for Anders Lunden Kjeldsen er spændende og lovende som den sammenbidt tapre Filip - og en særdeles vellykket instruktørdebut, der smager efter mere. Og altså til en varm oplevelse for børn og voksne med indbygget og tiltrængt opmuntring til ikke at forsømme hinanden i hverdagen, men være realister - og kræve det umulige af os selv og hinanden.