Det er svært at være elleve år, véd vi bl.a. fra Krumme, men selv om man er undermåler, behøver filmene for éns målgruppe ikke springe over, hvor gærdet er lavest og grinene billigst. Den norske 'Glasskår's instruktør Lars Berg - prisbelønnet i Berlin år 2000 for den korte børnefilm 'En djevel i skapet' - ligger da også snarere i en tradition, der omfatter så indbyrdes forskellige film som 'Mit liv som hund' og 'Zappa'. Viktor hedder den elleveårige, der dyrker en alderssvarende blandingstone af fjas og sej (selv)højtidelighed med et par jævnaldrende 'blodsbrødre', men som også - med den debuterende Eirik Evjens overbevisende alvorsmine - går ind til sine første selvreflekterende møder med kærligheden og døden. Hans storebror Ole Kristian bærer ikke for intet kælenavnet OK, han er byens helt, ishockeymålmand og toneangiver, en provinsrealismens Jonatan Løvehjerte, ja, helt utrolig 'all right', som unge åbenbart stadig kan sige på norsk. Dét er filmen også. Både når den med venlig ironi udleverer de elleveåriges beslutning om at danne et band for at få pigerne til at flokkes - ingen af de tre knægte spiller noget instrument, men skidt, bare storebror OK vil give dem råd om det rette 'image'. Eller når Viktor vrager klassens kyssesyge steg, til fordel for den sagligt søde veninde, og når endnu mørkere hemmeligheder blandt de voksne afsløres, og tragedien rammer. Da han til slut blander blod med band-brødrene ved hjælp af titlens 'Glasskår', er en del mere blevet knust, men han selv er styrket gennem prøvelserne, som i enhver udviklingshistorie. Det sidste er mildt sagt ikke uventet, for er filmen 'all right', er den også forudsigelig. Alle kvaliteter til trods, skurrer det desuden stedvis i fortællingens gearskift. 'Hansen-gutterne', OK og Viktor, såvel som deres udkårne, er virkelig renskurede, og byens præst, såvel som dens unge bøllespirer, tilsvarende karikerede. Scenen, hvor de sidste ydmyges af de første, er med sine farcetræk et stilsammenbrud. Måske har romanforlægget (af Harald Rosenløw Eeg) balanceret et sted mellem realisme og eventyrlig groteske a la Lund Kirkegaard, og filmen har ikke kunnet vælge sig helt fri af det sidste, selv om dens interesse er Viktors udvikling. Dén er til gengæld så charmerende og tankevækkende skildret, at de 10- 12-årige tilskuere tør tro på, at deres eget liv og alderstrin er værd at beskæftige sig med. Også for voksne.