Den formular, der er anvendt til skabelsen af 'Bertram & Co', forekommer lige så udfordrende og fornyende som det kulinariske koncept i burgerkæden McDonald's. Man tager de navne, vi kender fra de seneste års succeser i familie-genren 'Brødrene Mortensens Jul', 'Kærlighed ved første hik', samt 'Anja & Viktor'. Placerer en familie i en dybt urealistisk kriminalkomedie, forsynet med en emsig nabo, et usædvanligt tumpet politi, en skingrende gal direktør og en flok storskrydende arabere. Voila - en ny succes er skabt i producenten Regner Grastens flittige folkekøkken. Mød - surprise, surprise - Sofie Lassen-Kahlke som den sødt sexede babe af en datter, der falder for den nervøse, men ikke uefne betjent Peter (Karl Bille). Hils på Robert Hansen, i filmens bedst spillede birolle, som den servile sekretær Severinsen, hos den neurotisk sexede direktør Schmidt (Bente Eskesen) på toppen af Fisketorvet. Og frygt krummefar Dick Kaysø i rollen som den formentlig mest stupide panserbasse, dansk folkekomedie har budt på, hvilket som bekendt vil sige en del. Baggrunden er Bjarne Reuters udmærkede bog 'Abdulahs Juveler' fra serien om drengen Bertram, som allerede har dannet forlæg for to halvdårlige film, 'Kidnapning' og 'Tre engle og fem løver' fra 1982, hvor den eneste formildende omstændighed var Otto Brandenburg, som den kriminelle onkel Georg. Han er her skiftet ud med Jarl FriisMikkelsen i det forhåbentligt endegyldigt sidste, frie fald fra 'fars hat'. Bunden er simpelthen nået. Ét er, at handlingen er lige så realistisk, som at Osama bin Laden er blevet makker med Pia Kjærsgaard i en pølsevogn på Fisketorvet. Værre er det, at stort set alle personer er overdrevne karikaturer på mennesker, og at filmens ramme (den rådvilde taberfamilie i boligblokken overfor, af alle karakter: 'den lille købmand i sin kittel' - Morten Korch, hvor er du?) virker håbløst forældet som udkrads fra tidslommen. Værst af alt er dog, at hverken Bertram eller Co. er bare antydningsvis morsomme. Selv de børn, der var i biografen, da undertegnede så filmen, udstødte ikke så meget som antydningen af et lille fnis. Klodset, utroværdig, dilettantisk og fjoget slæber filmen sig af sted. Det ene hjerte gives af et glad julesind for de trods alt hæderlige indsatser i birollerne af førnævnte Robert Hansen og Anders Thorns forvirrede, men velmenende familiefar af den blødest tænkelige art. Og fordi der er børn til stede.