Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylan har dedikeret sin 'Majskyer' til den russiske forfatter Anton Tjekhov. En af grundene kunne være, at Tjekhov lagde stor vægt på pauserne i et drama. Det samme må man mildest talt sige Ceylan gør. Man kan ikke påstå, der sker meget på de ydre linjer. En skildpadde, der stikker af, mens en mand og en dreng ligger på ryggen i landskabet og får sig en middagslur, er topmålet af action i 'Majskyer'. Manden er filminstruktøren Muzaffer, der vender hjem til provinsbyen for at indspille en film. Hans forældre skal spille hovedrollen. De kender ikke meget til filmen, men de kender deres søn godt nok til at vide, at det næppe er noget, der vil kaste penge af sig. Faderen er da også mere optaget af at fremskaffe den landsbyattest, der skal sikre, at myndighederne ikke kommer og fælder træerne på hans markstykke. I det hele taget lever man et liv, hvor man er optaget af sine små gøremål og dagligdags problemer. Dog ikke den unge Saffet, der er rastløs og ikke kan tilpasse sig det forudsigelige liv i den temmelig fattige, men også temmelig trygge provinsby. Saffet drømmer kun om at komme til Istanbul og måske endda til filmen. Han sværger ikke til ordsproget 'det skidt, man kender, er bedre end det skidt, man ikke kender'. Den ni-årige Ali går rundt med et æg i lommen og drømmer om at få et ur med musik i. Hvis han ikke knuser ægget, vil han få uret som belønning. Mon det går i stykker? Nej, der sker ikke meget, men så sker der alligevel noget. Det er ikke kun råfilm, der er dyr. Muzaffers særdeles beskedne filmprojekt kommer til at få omkostninger for alle medvirkende. Små, afgørende forskydninger i tilværelsen. Nuri Bilge Ceylan har skrevet, instrueret, fotograferet og produceret sin egen film. Man fornemmer da også, at den megen sukken og stønnen over prisen på råfilm kommer lige fra hjertet og pungen! Amatørskuespillernes ansigter, landskabets lys, de underfundige glimt af humor og et skrabet budget har hovedrollerne i en film, der formår at skabe sit eget konsekvente udtryk. Men også som en decideret prøvelse for tålmodigheden hylder den langsomhedens antidramatiske kanon, der i disse år præger film fra så forskellige lande som Rusland, Taiwan, Grækenland og ikke mindst Iran. Tjekhov og Kiarostami kan siges at stå som inspirationskilder bag en hjemstavnsfilm, der har sine fine kvaliteter, men også et så hengivent forhold til kunstpausen, at risikoen for at falde af i svinget, mens skildpadden stikker af, er temmelig stor.