Hvis en væg kunne tale? Et værelse eller et helt hotel? Hvis nu det navnkundige Chelsea Hotel i New York City kunne fortælle den brogede og triste og fantastiske historie om alle de kunstnerskæbner - fra Thomas Wolfe og Tennessee Williams over Bob Dylan og Janis Joplin til Andy Warhol og Sid Vicious - som gennem år og dag er drevet gennem dets værelser med alle deres drømme, triumfer og nederlag? Det må være sådan en tanke, forfatteren Nicole Burdette fik, da hun i sin tid skrev teaterstykket 'Chelsea Walls'. Nu har skuespilleren Ethan Hawke fået den gode idé at placere sig selv i instruktørens rolle og filmatisere Burdettes stykke. Som altså handler om en håndfuld fiktive meget skæve, skøre eller skumle eksistenser af kunstnerisk observans, der af en eller anden grund henslæber deres tilværelse på det ramponerede, men stærkt atmosfæreladede Chelsea Hotel. Der er tale om en smal independent-film. Hvilket både går på det tekniske udstyr - 'Chelsea Walls' er optaget med et digitalt videokamera og vises herhjemme uden danske undertekster - og på Hawkes filmiske tilgang. For om sidstnævnte kan man sige, at instruktøren kæler mere for stemninger og intensiteten i de enkelte scener, end han er optaget af at fortælle en enkel, overskuelig og medrivende historie. 'Chelsea Walls' er snarere et mylder af delhistorier uden overordnet ledetråd, men med den samlende faktor, at instruktøren og hans lette, mobile kamera som et tyst iagttagende makkerpar tilsyneladende er til stede overalt i hotellets lyssky krinkelkroge. Her er det så, Hawkes og hans filmiske øje så at sige snubler over filmens forunderlige personer - en skiftevis forhutlet og forhåbningsfuld samling menneskeligt vraggods, som er drevet i land på denne afskærmede ø midt i det ellers så menneskemyldrende New York. Alle disse personer har en historie og et følelsesliv, som Hawkes i sine kornede, cirklende og nærgående kameraskud formidler videre med en fin indlevelse. Konturerne af dramatiske skæbner og fatale opgør tegner sig med en egen diskret solidaritet. Her er den ældre, alkoholiserede forfatter Bud (Kris Kristofferson), som forgæves forsøger at holde flasken fra livet, mens han vakler mellem at bedrage sin kone (Tuesday Weld) og sin elskerinde (Natasha Richardson). Her er de to yngre kvindelige digtere Grace (Uma Thurman) og Audrey (Rosaria Dawson), der begge har det så svært med kærligheden og mændene i deres liv. Grace, som i den ene mere kejtede og pinagtige scene efter den anden viger tilbage fra at involvere sig med den lige så ubeslutsomme maler Frank (Vincent D'Onofrio), mens hendes hysteriske kæreste konstant er i telefonen med sine paranoide og selvcentrerede beklagelser. Og Audrey (Rosario Dawson), der er ømt forelsket i den umodne og uberegnelige forbryderspire Val (Mark Webber), og som skiftevis må se ham vende forkommen og afdanket tilbage og forlade hende igen på en studs. Persongalleriet fuldendes af de to unge musikere Ross (Steve Zahn) og Terry (Robert Sean Leonard), der fordeler døgnets 24 timer mellem at synge, spille akustisk guitar, drikke, ryge, samle sære piger op og ryge og drikke noget mere. I alle enkeltscener er 'Chelsea Walls' rig på atmosfærer og gode skuespillere. Som en sang af Tom Waits, der kommer til live på lærredet. Så betyder den lidt løse, langtrukne og flagrende opbygning straks mindre. Man kan ikke altid få det hele med. Især ikke på Mindernes Hotel.