Ekkoet af roman er lige lovlig iørefaldende, når en film har brug for hele to fortællestemmer ind over billedsiden: den voksne mands og drengens, som tilsammen udgør dét umage par, der skal fastholde vores sympati og interesse. Men som ikke kan det. Selv om forlægget, en bestsellerroman af Nick Hornby, retfærdigvis ikke er så ringe. Hugh Grant spiller manden, Will. Dvs. sig selv, eller i hvert fald den samme lade, sexfikserede ungkarl, vi f.eks. så i 'Bridget Jones', men denne gang helt uden arbejde, fordi han lever af arvede rettigheder til en julesang! Ny er figurens bevidsthed om egen umoden uansvarlighed: Ser man på livet som et tv-show, filosoferer han, så gælder det om at dele sin tid op i tilpas korte indslag; herunder erotiske forhold. Falder dine seertal, er det ikke mit problem. Denne håndfaste narcissistiske selvkarakteristik, en ægte Hornby så at sige, skal så gøres til skamme med ét greb: mødet med drengen Marcus. Nicholas Hoult hedder barneskuespilleren, der udstråler en intelligent, men hvalpepluskæbet trods og forkælelse, som passer til rollen: Hans velmenende, men depressive enlige mor, imponerende ægte spillet af Toni Collette som en slags Martin Brygmann i hønsestrik og på en kronisk flæber, veksler mellem selvmordsforsøg og pinlig pylren om Marcus - der følgelig bliver mobbet for sin perustrikhue og blokfløjtemusikstil. Drengen går med hendes liv i hænderne, skal vi forstå. Så da han møder ubekymrede Will og gennemskuer hans kyniske trussetaktik, trænger han sig på, grænsende til afpresning. Mødet skyldes, at Will bager på moderens veninde, som han har mødt i en basisgruppe ved selv at udgive sig for at være enlig far! De kameler af usandsynlighed, man må sluge i enhver komedie, udgør en hel karavane på dette stadium. Synkebesværet er alvorligere end ved romanlæsningen, hvor man selv kan fylde fantasiens kit i fiktionens sprækker. Men det udarter til kvælningsfornemmelser, da Will jo erkender, at instrumentaliseringen af medmennesker ikke rækker, for at føle og få kærlighed må man selv føle ansvar for andre. Og vips: Musikalsk dreng & modnet mand redder tilsammen såvel Wills felttog over for billedskønne Rachel (Rachel Weisz) som klidmutters skrøbelige livslyst og skaffer oven i købet den mobbede Marcus et succesgennembrud ved skolekoncerten! For meget? Også i den grad. Især når man har svært ved at se noget rigtigt charmerende ved mand eller dreng, hvis respektive køligt selvsmagende udstråling det alt for sjældent lykkes 'American Pie's instruktørbrødre at forene i et egentligt samspil.