All You Need Is Love. Det har The Beatles nemlig selv sagt. Men er kærlighed også altid nok, hvis andre vigtige ting mangler? I 'I Am Sam' handler det om kærligheden mellem en retarderet far og hans datter. Kan man som forælder godt klare sig med en lille hjerne, hvis bare hjertet er stort? I begyndelsen er det entydigt sødt at se den barnlige Sam knokle løs for at tage sig af sin lille Lucy. Babyen som en hjemløs kvinde dumpede i hans arme, har den delvis autistiske og retarderede Sam opkaldt efter 'Lucy In The Sky With Diamonds'. For det kan godt være Sam ikke ved, hvad der er for og bag på en ble, før det er for sent, men hvad han ikke ved om The Beatles, er til gengæld ikke værd at vide. Men snart nærmer filmens fortælling sig sin skæringsdato. Nemlig den dag Lucy fylder syv år, og dermed, målt i intelligenskvotient, er parat til at overhale sin far. Efter en sørgeligt kikset fødselsdagsfest, skrider myndighederne ind. For dem er sagen klar. Lucy hæmmer ubevidst sin egen udvikling og er bedre tjent med et andet liv. Men pigebarnet elsker selvfølgelig sin farmand, og da det lykkedes Sam at få involveret topadvokaten Rita er der lagt op til et moralsk retssalsdrama, hvor den høje dommer skal afgøre om det med 'All You Need Is Love' nu også kan passe. Spiller man tosset kan man være nogenlunde sikker på at blive nomineret til Oscar, og den skæbne overgik da også Sean Penn. Han fremstiller særdeles kompetent den rørende Sam, men Penn har ydet større præstationer i mere komplekse roller end denne, der mere end strejfer klichéen om den kloge idiot. Over for ham får Michelle Pfeiffer ikke noget voldsomt interessant ud af den smukke og stressede superadvokat Rita, der selvfølgelig bliver meget klogere på livets ægte værdier af at omgås den elskelige og alternativt begavede Sam. Er man selv autodidakt i faderrollen, undgår man næppe at få knebet tåren og sunket klumpen. 'I Am Sam' er nemlig både - takket være Sean Penn - gedigent rørende og sentimental, så det klodser. Mænd, kvinder, børn, hunde, tosser og advokater - de våde øjnes vagtparade marcherer hen over lærredet. Jessie Nelson ('Stepmom' og 'The Story Of Us') er en udspekuleret og skruppelløs intimmassøse udi følelsesfaget, men mere end kradse lidt i overfladen af sine interessante spørgsmål til kærlighedens formåen, hverken kan eller vil hun. Det virker derfor kun alt for forudsigeligt, da også denne film udvides til endnu en gang at blive en moralsk fabel om amerikanernes behov for en genoprustning af fælles menneskelige værdier. Patos breder sig, filmen bliver for lang og idéen med at lade The Beatles være plottets ledemotiv kommer efterhånden til at ligne et smart påhit uden virkelig bund. Seriøse svagheder altså. Men set uden fine fornemmelser er facit dog ikke så ringe endda: Søde sager med flot spil af Penn og, hvis man hører til bløddyrene, to nyrensede tårekanaler i tilgift.