Hvordan mon det er at være en velpolstret kanariefugl, alene hjemme med en sulten og opfindsom kat? Svaret kommer man nær ved at se 'Panic Room', for nogenlunde sådan må det være. 'Panikrummet' er en kæmpebankboks indrettet som beskyttelsesrum med stålvægge, kameraovervågning af resten af huset, mad- og drikkedepoter samt toiletkapacitet til nogle dage, sikret luftforsyning ind og telefonforbindelse ud til omverdenen. Næppe standardboligindretning endnu, men dog en tidstypisk idé til hjemmet hos de gniere, hvis formues størrelse kun overgås af mængden af denne verdens desperate fattigrøve udenfor, uden andet end livet at miste ved at prøve at komme ind. Dét er i hvert fald de modsætninger, som Meg (Jodie Foster) ryger ind i, da hun overtager et hus på Manhattan efter en excentrisk og stenrig eneboer. Sin formue kulede han ned i en lille boks under gulvet i panikrummet, før han kradsede af, og kun en skrupelløs sønnesøn nåede at fedte sig ind og høre om gemmestedet. Han vil nu hæve kassen uden for lukketid og sammen med et par fagfolk: En professionel indbrudstyv og rovmorder og en lige så professionel sikkerhedsekspert - ansat i det firma der indrettede bedstefars solide aftrædelsesrum. Uvidende herom er den nyskilte Meg allerede flyttet ind med en cool teenagedatter, der desværre har sukkersyge - og endnu ingen insulin-depoter i panik-rummet, hvor de søger tilflugt. Deres fhv. mand/fars job som medicinalmogul sikrer dem disse nye levevilkår, for hans skyldbevidste bankbog er Manhattans svar på Asger Aamunds. Desværre for ham når de at hidkalde ham, da krigen mod indbrudstrioen bryder ud - og før telefonforbindelsen er afbrudt. Men heldigt for instruktør David Fincher ('Seven', 'Fight Club') & co., der skal begrunde, at det strategiske overtag nu veksler mellem parterne i en time og tre kvarter, omtrent som i 80'ernes katastrofefilm-rutiner: Kan ulykken afværges? Ja! Næ ... Jo! Nej ... En dramaturgi så taktfast som styret af en metronom eller som stormestrenes træk i et skakspil. Fosters velkendt sammenbidte ynde gør fin fyldest med mange facetter i rollen her, stærkt støttet af Kristen Stewarts usentimentale 13-14-årige. Et tykt postulat af en figur er den sorte sikkerhedsekspert som mod sin vilje, for at redde sin egen familie og økonomi og helst uden vold, bliver tyvetrioens strategiske general og de fangne fugles moralske modpart. Men det glider ned, takket være Forest Whitakers udstråling af massivt godlidende intelligens. Hans makkere er caribier og latinamerikaner, så det er nærliggende at læse filmen som allegori eller profeti om global politik: Et farvet verdensproletariats (også indbyrdes) kamp for at få del i den kage, vestens hvide overklasse klamrer sig til under hylet »My home is my castle!«. Dét perspektiv vil måske engang give dette trehjertede spændingshåndværk en plads i filmhistorien - og sikrer her det fjerde hjerte.