Spionfilm er ikke, hvad de har været. Men der er selvfølgelig altid Kina. I Tony Scotts hæsblæsende urealistiske 'Spy Game' er det kineserne, der er de fæle skurke, og som derfor skal snydes af de snarrådige og retskafne amerikanske agenter. Men ud over dette klassiske spiontema er 'Spy Game' en film om venskab. I hvert fald på papiret. Sagen er, at den unge agent Tom Bishop (Brad Pitt) under en farefuld mission er blevet fanget i Kina og vil blive henrettet i løbet af 24 timer. Hjemme i USA sidder den gamle agent Nathan Muir (Robert Redford), der i sin tid har oplært Bishop i det hårde fag, men som nu er ved at trække sig tilbage. Det skal naturligvis blive løgn. I venskabets ædle navn må veteranen Muir nu tage en sidste runde i det store spionspil for at redde grønskollingen Bishop. Det mest interessante og raffinerede ved 'Spy Game' er sådan set, at Muir udfører sin dristigt udtænkte aktion fra hjertet af CIA's hovedbygning i USA. For det er i første række ikke kineserne, men CIA-bosserne han snyder. Disse har nemlig tilsyneladende besluttet sig for at ofre Bishop for at få fred. Filmen veksler nu mellem skildringer af Muirs stort anlagte pokerspil med CIA-toppen og diverse tilbageblik, der viser Muir og Bishop i aktion i globale brændpunkter som Vietnam, Berlin og Beirut. Så er der kærligheden. Den kommer ind fra kulden i skikkelse af den mystiske Elizabeth (Catherine McCormack), som Bishop møder i Beirut. Det hele er af Tony Scott instrueret hårdtpumpet, koldt og hektisk på den trættende måde. Intetsigende. I hovedrollerne er Redford bedre end Pitt. Den gamle har dog udstråling, tyngde og glimt i øjet. Den unge er for blød og bleg, men overspiller dygtigt.