Gandalf, min ven, det bliver en mindeværdig aften«, udbryder hobbitten Bilbo Sækker til sin gamle ven, troldmanden Gandalf, som optakt til sin 111-års fødselsdag. Og det bliver det. I Midgård såvel som i biografen. Den første del af Peter Jacksons trefoldige filmatisering af J.R.R. Tolkiens 'Ringenes herre' har i dag verdenspremiere. Ækle orker myldrer frem, og skumle sorte ryttere efterstræber de små hobbitter i deres fredsommelige lille land, Herredet. Eventyret kan begynde. Filmeventyret, som edsvorne Tolkien-læsere over hele kloden har ligget i soveposer foran biograferne for at sikre sig billetten til. Lykkelig eskapisme Bliver man som læser opslugt af 'Ringenes herre', befinder man sig et andet sted. Lykkelig eskaperet til en komplet fantasiverden, hvor alle detaljer adlyder lovene i dette univers. Tolkiens Midgård er en verden, der folder sig ud unikt i den enkelte læser. Dét er mere end noget andet attraktionen i denne fantasy-fortællingernes moderskib. Det har også gjort det mere end svært at illustrere bøgerne. Af samme grund har en filmatisering af 'Eventyret om ringen' også altid forekommet at være halsløs gerning. Ralph Bakshi forsøgte sig med en tegnefilm i 1978, men måtte snart give op. Tegnefilmen er for fladt et medie til en fortælling, der netop ikke skal illustreres, men troværdigt udfoldes inden for den alternative realisme i et eskapistisk univers. Teknologien i fantasiens tjeneste Med den første af Peter Jacksons tre filmatiseringer af trilogien 'Ringenes herre' står det klart, at det nu omsider er blevet muligt at skabe denne nødvendige grad af troværdighed. Den hæsblæsende udvikling i filmteknologien har ofte efterladt én med en fornemmelse af, at den virkelige fantasifuldhed er blevet sat i skyggen af effektjageri i et digitaliseringens klondike. Men i dette tilfælde er teknologien i fantasiens tjeneste. En filmatisering af 'Ringenes herre' har helt konkret måttet vente på, at computer-animation og special effects skulle nå den grad af sofistikering, de har nu, og derefter blive lagt i hænderne på en illusionist af Peter Jacksons kaliber. Illusionen er komplet. I tre timer lever og ånder man i Tolkiens verden. Genial eller banal? Genial eller banal? Uenigheden om vurderingen af J.R.R. Tolkien har groft sagt skilt de læsende masser fra litteraturens kritikere. Men som Peter Jacksons filmatisering understreger, så er Tolkiens romanforlæg på en måde både genialt og banalt. Genialt i sin episke udfoldelse af en anden verden. Banalt i sin skildring af sine aseksuelle figurers sjæleliv og psykologi. De måles ud fra arkaiske begreber og sort/hvide handlinger. Ædelhed i sjæl og byrd. Mod, trofasthed, stolthed. Forræderi, magtbegær. Man vil lede forgæves efter finere nuancer i figurerne. Det er eventyrfigurer, der skal opfylde deres bestemmelse i den store kamp mellem det gode og det onde. De kan tvivle om valøren af deres eget mod og være i tvivl om, hvilken vej de skal vælge - men det gør dem ikke til komplekse personer. Ren fantasi Tolkien afskyede allegoriske og aktuelle udlægninger af sin tekst. Det har Jackson respekteret. Det er den rene fantasi. Eller den rene banalitet, om man vil. Men man vil under alle omstændigheder have pokkers svært ved ikke at få øje på en visuel kraftpræstation, der er noget af det mest overvældende, man endnu har set på et lærred. I Peter Jacksons film møder Tim Burtons fantasi Cecil B. De Milles storslåethed. Det er en fremragende filmatisering, hvis begrænsninger ligger indbygget i Tolkiens værk. Historien I 'Eventyret om ringen' fortælles historien om, hvordan Frodo Sækker kommer i besiddelse af den onde Saurons magiske ring. Sammen med de tre andre hobbitter Sam, Merry og Pippin må han flygte fra sit elskede Herred. I første omgang skal han nå frelst til Elrond i Kløvedal. Derefter skal Frodo og Ringens Broderskab prøve at nå til det onde land Mordor, hvor skygger ruge. Det eneste sted, hvor ringen kan destrueres. Hvis ikke ringen bliver ødelagt, vil Sauron slavebinde mennesker, elverfolk og dværge. Men dårlige odds bliver værre, da det viser sig, at den hvide troldmand Saruman har skiftet til sort hold. Mens mørket breder sig, er håbet lagt i hænderne på Ringens Broderskab, der foruden de fire hobbitter og Gandalf består af Legolas fra skovelverfolket, dværgen Gimli og de to mænd Aragorn og Boromir.'Eventyret om ringen'er præget af både hygge og uhygge. Jackson beskriver kort, men stemningsfuldt, livet i Herredet, dette Tolkiens nostalgiske paradis. Herredet med de piberygende hobbitter bosat i et sindbillede på det idylliske før-industrielle engelske landskab. Uhygge og spænding dominerer Men hyggen fordufter hurtigt. Uhygge og spænding dominerer Jacksons filmatisering. Den muntre og hyggelige Tom Bombadil er skrevet helt ud af sagaen, og det forekommer fornuftigt. Bombadil er et sidespring, og det samme er de eventyr, han er involveret i. Til gengæld har Jackson for at berede vejen for film nummer to - 'De to tårne' - givet Saruman en fremtrædende plads på et langt tidligere tidspunkt i fortællingen. Vel at mærke uden at ændre tidslinjen. Også det giver rigtig god mening. Det er en handlingsmættet affære. Selvom tempoet er højt, er tre timer ikke for meget. Der er ikke meget tid til en hyggestund, men gang på gang må man begejstres over de fantastiske scenerier. Hvad enten vi er i dværgenes dystre Moria eller i Galadriels gyldne elverskov Lothlórien. Vellykket casting I en film som denne er skuespillernes udseende af afgørende vigtighed, og castingen er vellykket. Elijah Wood og Ian Holm er til at tro på som hobbitterne Frodo og Bilbo. Cate Blanchett (dronning Galadriel) og Liv Tyler (Arwen) har begge den samme form for elveragtig skønhed. At det har været sværere at finde et overbevisende maskulint udtryk for det ophøjede folkefærd viser Hugo Weavings Elrond, der ikke så meget forekommer gennemskinnet af lys som dyppet i blegvand. Savner Viggo Mortensen noget i statur og slitage som Aragorn, så har Sean Bean til gengæld ulmen og pondus som den fristede Boromir. Men bedst er troldmændene. 79-årige Christopher Lee er isnende som overløberen Saruman, mens Ian McKellen helt afgørende formår at få den hyggelige Gandalf og den magtfulde feltherre af samme navn til at smelte sammen i sin figur. Et kys Filmen rummer et enkelt kys og næsten lige så mange vittigheder. Nej, det er ikke romantik og afvæbnende humor, man her skal i biografen efter. Når der er lagt op til slutspil mellem det gode og det onde, må den slags vente. 'Eventyret om ringen' er et kompromisløst drama i den helt store stil og domineret af alvor og action. Derfor er det også en film, der bevæger sig fremad i strakt galop, snarere end den bevæger tilskueren til andre følelser end spænding og benovelse. Her er der en afgørende forskel i forhold til sæsonens anden store eventyrsatsning - Harry Potter og de vises sten'. For 'Harry Potter' handler jo om os. Den foregår skiftevis i virkeligheden og på den anden side af spejlet. Med sådan et parallel-univers bliver det muligt at lege med publikums fantasi og dyrke selvironi og humor. 'Eventyret om ringen' rummer ikke en sådan mulighed. Den foregår i et alvorligt univers, som står til troende. Højtidelig, hvor 'Harry Potter' er uhøjtidelig. Derfor er Peter Jacksons 'Eventyret om ringen' også blevet en visuel jættepræstation, som det er lettere at respektere og beundre end at omfatte med egentlig varme følelser. Men man tror på den. Fuldt og fast. Og det er det vigtigste og helt afgørende i dette tilfælde.