Sidst i 1980erne blev to film om den slagfærdige australske krokodillejæger Crocodile Dundee med de rustikke manerer vældigt populære. Paul Hogan spillede den på én gang troskyldige og bondesnu australier Mick Dundee. Det sunde menneske med den store dolk og nærkontakten til naturen, som ikke mindst i civiliserede omgivelser viste sig at kunne klare lidt af hvert. Bovlam ide Nu vender Paul Hogan og Crocodile Dundee tilbage, men det er ærlig talt ikke helt nemt at forstå hvorfor, når man konstaterer, hvilken bovlam idé Hogan har baseret sin figurs comeback på. Den første film introducerede i 1986 Mick Dundee. Den anden sendte ham i 1988 til kontrasternes by New York. Nu skal han så til Los Angeles. Men hvorfor sende ham til Los Angeles, når man kunne have sendt ham til Nuuk eller Tokyo? At sende Crocodile Dundee til USA for anden gang er simpelthen for slapt tænkt. Også selv om det denne gang ikke bliver til New York, men til Los Angeles og filmbyen Hollywood på USAs modsatte kyst. Lyssky affærer i L.A. Mick bruger nutildags sin tid på at være en god ogpligtopfyldende farmand for sønnen Mikey. Men en dag må familien for en periode forlade den idylliske australske flække Walkabout Creek. Krokodillejægerens hustru Sue (spillet af virkelighedens fru Hogan - Linda Kozlowski) må forlade Australien for at vikariere som chef på sin fars store dagblad i Los Angeles. Den lille familie drager af sted. Det går alligevel skidt med krokodillejagten. Det er blevet turisme alt sammen, og man kan jo ikke bruge hele dagen på at hypnotisere varaner og hoppe rundt med fugleedderkopper under hatten. Sue kan åbenbart bare det der med at styre et stort dagblad. I hvert fald får hun hurtigt tid til at dyrke journalistisk fodarbejde ved siden af at styre millionforretningen. Næppe er familien ankommet til Los Angeles, før hun har rodet sig ind i en affære med et filmselskab, der tilsyneladende dækker over en lyssky aktivitet. Men hvilken? Crocodile Dundee må give den i rollen som detektiv. Mens sønnen Mikey er i skole, får hans far arbejde hos filmselskabet. Først som statist og siden som chimpansetræner. Hinsides bristepunktet Grundtonen i 'Crocodile Dundee i Los Angeles' er selvfølgelig hyggelig og uhøjtidelig. Det er jo altid hyggeligt, når de ægte folk fra landet kommer til byen og rokker ved bullshit-niveauet hos selvhøjtidelige snobber og stressede storbyboere. Men tonen er også så hyggenyggelig og tilbagelænet, at det, både hvad angår plot og figurer, er svært at skelne det hyggelige fra det dilettantiske. Kontrasten mellem det ægte australske og det forløjede Hollywood bliver spændt hinsides bristepunktet. Filmen bruger således en forfærdelig bunke tid på at lege turist, og det er noget, der kan tage livet af enhver film, især da miljøet er Hollywood, som måske kan siges at være en smuuule fortærsket som kulisse. Hele projektet er så klejn en anretning, at kun nostalgi efter krokodillemanden Mick kan begrunde en tur i biografen.