Det store navn på rollelisten i 'Don's Plum' er Leonardo DiCaprio. Men man skal skynde sig at tænke på en helt anden type film end farvestrålende og stjernedyre produktioner som 'Romeo And Juliet', 'Titanic' og 'The Beach'. Faktisk er 'Don's Plum' det stik modsatte. En lille særpræget film i kornede, sort-hvide billeder, der er lavet for lidt pebernødder og, må man formode, en masse gåpåmod. Endelig er der det med DiCaprio, at han ikke rigtig har hovedrollen. Det er der ingen, der har. For 'Don's Plum' handler egentlig ikke om enkeltpersoner. Den er snarere et billede af en gruppe, et kollektiv. Et forsøg på at lave en slags signalement af en generation, dens typer og livsanskuelser. Og kernen i dette er skildringen af en meget lang lørdag aften, hvor fire venner plus det løse hænger ud på natcaféen Don's Plum i storbyens hjerte. Improviseret dialog De fire venner, hvoraf man foruden DiCaprio i rollen som Derek navnlig bemærker den glimrende Tobey Maguire (bl.a. kendt fra 'The Ice Storm' og 'Æblemostreglementet') som Ian, mødes altså på stamcaféen Don's Plum, hvor de som del af en aftale alle helst skal medbringe en pige. Så sidder der altså en flok nutidige amerikanske unge omkring et bord med cola og pomfritter, og handlingen i filmen går nu ud på, at disse unge mennesker begynder at snakke, at tale sammen, at mundhugges, at skændes og at snakke igen. De bruger afgjort mund, og det er dialogen, der først og fremmest er ledetråden i 'Don's Plum'. Allerede dette giver R.D. Robbs film en særlig karakter. For man fornemmer ganske nøje, at store dele af dialogen er improviseret frem af skuespillerne, og dermed får 'Don's Plum' denne specielle slentrende og skødesløse rytme, der både bringer en sangskriver som Tom Waits og en instruktør som Jim Jarmusch i erindring. Ujævn og centrumløs Men denne kvalitet er samtidig også begrænsningen i 'Don's Plum'. Filmen bliver ujævn, den mangler centrum og kontinuitet. Og hvad værre er: det bliver vanskeligt at interessere sig for dens personer. De bliver attituder eller postulater, der taler. Og taler. Om sex og masturbation, om Bob Dylan og Nirvana, om selvmord - og korncirkler. Men alligevel hjælper det ikke, at filmen er lavet på en meget enkel og umiddelbar måde. For man savner mere dybde i portrætter, man savner bag- og bevæggrunde. Så trods sit sympatiske sigte og sine udmærkede skuespillere er der noget, der ikke vil lykkes i 'Don's Plum'. Filmen bliver simpelthen aldrig dette på én gang hippe og direkte generationsportræt, den så gerne vil være. Det er, som om den autentiske, rå og kaotiske virkelighed aldrig for alvor slår igennem i billeder og stemninger. Hvilket dog ikke betyder, at 'Don's Plum' er helt uinteressant. Man skal nok bare se den på en anden måde. Lad os antage, at der er tale om en flok talentfulde skuespillere, der tester sig selv for åbent kamera. Det er ikke helt ved siden af. Fascinerende stof, hvis bare de kunne fatte sig i korthed. Man kan næsten se, hvorledes de indgående studerer sig selv i spejlet. Eller, undskyld, er det navlen?