En fortælling af den islandske nobelpristager Halldór Laxness filmatiseret af hans datter Gudny Halldórsdottir. Et projekt, der emmer af respekt for islandsk selvfølelse, og filmen indkasserede da også fem Edda-priser i Reykjavik. 'Husets ære' har fået de nordiske filminstitutter til at fylkes i kampen for kulturen med stort K. På rollelisten finder man foruden de islandske skuespillere en veritabel Scandic burger i skikkelse af svenskerne Agneta Ekmanner og Reine Brynolfsson, nordmanden Björn Floberg og danske Ghita Nørby. Men det er den islandske Tinna Gunnlaugsdottir, der i rollen som rappenskralden Thurid står for den mest iøjnefaldende præstation. Også i forhold til den mere ferske Ragnhildur Gisladóttir, der ellers har den nominelle hovedrolle som den ranke og selvstændige Rannveig. Ære og skam i Nordatlanten I slutningen af det 19. århundrede blafrer Dannebrog stadig i den islandske kuling I en lille provinsby dominerer en enkelt familie. Faderen er både præst i kirken og indehaver af det lokale handelshus. Både i ånden og fra hånden og til munden er alle i det lille samfund afhængige af familien. Stor er bestyrtelsen derfor, da datteren Rannveig vender gravid hjem fra et ophold hos familien Kristensen i København. Manden bag miseren er Kristensen sønnen Viggo (Floberg), kgl. skuespiller, sjuft og charmeur. Rannveigs snerpede og geskæftige søster Thurid sætter himmel og jord i bevægelse for at camouflere skandalen. Hun går så vidt som til at bortføre søsterens baby til Danmark, hvor hun afsætter det uønskede barn på et børnehjem. Altså en 100 år gammel nordatlantisk fortælling om ære og skam, der næsten lige så godt kunne være foregået i en af Naser Khaders mellemøstlige bjerglandsbyer. Og så alligevel ikke. Gradvis forstår man af fortællingen, at tolerancen i det islandske samfund faktisk var langt større end som så. Børn uden for ægteskab var ikke et særsyn. Bag Thurids omsorg for husets ære ligger en god portion jalousi. Hun var nemlig selv i sin tid forliebt i Viggo, og hendes anden rejse til København har ikke kun børnehjemmet som sit mål. Bastant filmsprog Det er en god historie og Tinna Gunnlaugsdóttir er lige så frygtindgydende som dræbergåsen Thurid. Også Egill Olafsson er træfsikker som hendes tøffelnedtrampede mand med det paradoksale navn Bjørn. Hvor det til gengæld halter er i Gudny Halldórsdottirs filmsprog. Tidsbilledet og personinstruktionen rummer mange gode momenter, men billedkomposition og klipning er blevet så bastant, at de absolut intet overlader til fantasien. 'Husets ære' er i perioder fortalt som så firkantet et melodrama, at den næsten lige så godt kunne have været en stumfilm. I så høj grad fungerer de enkelte udstansede scener i kraft af figurernes handlinger. Det er en form for stivhed og overdreven respekt, som er typisk for historiske litterære filmatiseringer. At en film foregår i gamle dage, er ikke ensbetydende med, at den skal ligne en produktion fra den notorisk stokkonservative Ruder Konges tid. Stiv og respektfuld omgås Gudny Halldórsdottir sit stof. Men i det mindste er det godt stof.