'The Mexican' er vel nærmest en gangsterkomedie. Måske. For filmen har også et skær af romantisk lystspil - med indlagt grovfil. Under alle omstændigheder: muntert og underholdende skal det være. Det er filmen også, men desværre langtfra hele tiden. Hvilket godt kan blive et betragteligt minus, når man samtidig må se en spilletid på hele to timer i øjnene. Mexicaneren i titlen er ikke en person, men en bestemt pistol, der befinder sig i Mexico. Et gammelt, værdifuldt og sjældent våben, som en amerikansk gangsterboss gerne vil have fingrene i. Derfor sættes den lidt fjumrede stikirenddreng Jerry (Brad Pitt) på opgaven. Dette synes Jerrys håndfaste kæreste, Samantha (Julia Roberts), dog er en dårlig idé. Hun vil i stedet til Las Vegas for at søge en ny tilværelse, og hun vil have Jerry med. Sidstnævnte står nu i et ubehageligt dilemma. Hvis han drager til Mexico, mister han sandsynligvis Samantha. Hvis han følger med til Las Vegas, mister han nok livet. Med disse muligheder i horisonten vælger Jerry at kaste sig over pistoljagten og så håbe på, at han senere kan redde trådene ud med Samantha. Og 'The Mexican' kommer hermed til at veksle mellem to handlingsmæssige spor. I det ene følger man den ikke overlegent velbegavede Jerrys begivenhedsrige oplevelser i Mexico, hvor slemt mange ting viser sig at kunne gå galt og komme på tværs. I det andet følger vi Samantha, der på egen hånd har valgt at vende næsen mod Las Vegas. Undervejs bliver hun dog taget som gidsel af en af gangsterbossens håndlangere, Leroy (James Gandolfini), der hermed lægger et øget pres på den desperate Jerry syd for grænsen. Nu er der ingen tvivl om, at der er mest fut i fejemøget i Jerrys historie. Der er farver og forviklinger i massevis i hans mexicanske odyssé, hvor det gang på gang viser sig, at netop denne pistol både er meget efterstræbt og glat som sæbe. Men i længden bliver denne del af fortællingen også for ledeløs, for pjanket og overfladisk. For overraskende nok viser der sig at være meget mere kød på Samanthas synsvinkel. Ikke så meget på grund af Julia Roberts - for både hun og Pitt spiller filmen igennem mere på stjernestøvet end på substansen - men på grund af dén dragende mørke skygge, som med ét falder ind over filmen fra en uventet kant og giver hele 'The Mexican' et let skær af Tarantino Ultra Light. Denne skygge udgår fra den ludende og sørgmodige Leroy, eksemplarisk spillet af James Gandolfini fra tv-serien 'Sopranos'. Præcis som i denne serie fremstiller Gandolfini i 'The Mexican' på én gang en tragisk gangsterskikkelse og et helt almindeligt hverdagsmenneske. Virkningen er i nærværende film en blanding af det rørende og det absurde. Og mens skikkelserne Jerry og Samantha i det lange løb ubehjælpeligt bliver låst fast i det syntetiske, gælder det stik modsatte for Leroy. Han bliver mere og mere vedkommende. Og det gælder både i skildringen af hans lange fortløbende samtale med Samantha om parforhold og seksualitet og i fortællingen om hans korte, fatale kærlighedsaffære undervejs. Hvis Gandolfini og hans Leroy havde været bestemmende for grundtonen i 'The Mexican', var filmen muligvis blevet et lille mesterværk. Nu er den bare en underholdende, noget langstrakt parentes om en opreklameret pistol.