Hvornår begynder det normale og harmløse at blive unormalt og farligt? Det er et overordnet spørgsmål som dette, instruktøren Michel Blanc, efter en idé af forfatteren Hanif Kureishi, har sat sig for at undersøge i den interessante 'The Escort'. Udgangspunktet er, at den pæne midaldrende Pierre (Daniel Auteuil), som underviser i litteratur i Paris, har forladt hustru og søn i Frankrig for at tage til London, hvor han planlægger at skrive en roman. Sådan kommer det ikke helt til at gå. For løst fra sine vanlige forpligtelser og sine sociale cirkler fremstår Pierre i London som en person, der pludselig ser en helt ny frihed i øjnene. Alle muligheder ligger åbne. Aldersmæssigt er Pierre således nok blevet 45 år, men i London oplever han, at tavlen er visket ren, og at han på mange måder kan begynde på en frisk. Det er dette interessante psykologiske eksperiment, der er kernen i 'The Escort'. Dog er det væsentligt at understrege, at Blancs indfaldsvinkel snarere er skeptisk eller pessimistisk end egentlig livsbekræftende. For i London foretager Pierre netop ikke noget bevidst valg, som leder hans liv i en anden, mere spændende og velovervejet retning. I stedet lader han i fatal grad tingene ske. Og langsomt lukker de sig måske sammen om ham? Nu foregriber vi dog handlingsgangen. Men i London kommer Pierre tilfældigt i kontakt med den flinke og hjælpsomme Tom (Stuart Townshend). Imidlertid viser det sig snart, at Tom har en bagside. Og netop denne kendsgerning, at facaden skjuler en ubehagelig social eller psykologisk sandhed, er en grundlæggende påstand i 'The Escort'. Tom arbejder således som mandlige escort, og desuden opdager Pierre, at han handler med stoffer. Imidlertid glider Pierre i begyndelsen langsomt og modstandsløst ind i Toms lyssky univers. Pierre begynder selv at arbejde som escort. Han får en yngre kvindelig escort, Kim (Liza Walker), som kæreste, og han begynder at tage stoffer for at klare den hårde levevej. Streg for streg og billede for billede opridser Michel Blanc således en kold og desillusioneret skitse af et umenneskeligt, følelsesmæssigt afstumpet miljø, hvor det gælder om at holde masken og overleve på egne betingelser. Det er her, de største kvaliteter i 'The Escort' ligger. Og alligevel er det også, som om Michel Blanc aldrig rigtig kommer til bunds i dette betændte miljø og dets mærkede personer. Der er noget springende og panorerende over både handlingsgang og fortællestil, der gør, at en vis distance hele tiden opretholdes. Det er således typisk, at selv om det på et tidspunkt afsløres, at Kim lever på en grum og smertefuld livsløgn, så forløser Blanc aldrig denne kendsgerning med den forventede tyngde og gennemslagskraft. Den forbliver et kuriosum, en biting. Helt på linje med det mindst tilfredsstillende ved Auteuils præstation som Pierre. Der er ingen tvivl om, at Auteuil har både teknik og udstråling til at spille denne figur - den intellektuelle træmand, hvis vege og frygtsomme livsholdning langsomt skrider over i det amoralske og destruktive. Men her, hvor 'The Escort' virkelig kunne blive en fascinerende lektion i faretruende sort psykologi, er det, som om en malplaceret, indeklemt ironi eller satire sniger sig ind i billedet. Man ser det i Auteuils ansigt. Han ser befippet ud og smiler svagt. Helt ude af samklang med dén mørke, desillusionerede grundtone, Michel Blanc desværre tøver med at slå beslutsomt an.