Herhjemme er 'Bænken' blevet en overraskende vinder af både Bodil og Robert. Også i Spanien har et troværdigt og vedkommende bud på en ny realisme lavet af en spillefilmsdebutant formået at gøre væsen af sig. Benito Zambranos 'Ensomme Hjerter' har vundet en lang række internationale priser og det er fortjent. Som 'Bænken' er der tale om en film, som sætter fokus på nogle af samfundets usynlige eksistenser og gør det ved hjælp af en stram skæbnefortælling og fornemt skuespil. Ikke mindst af Maria Galiana, der spiller den gamle landsbykone, der uden at være filmens hovedperson har rollen som den centrale figur, som næsten uden at fortrække en mine kommer til at vende op og ned på et liv eller to. Hendes alkoholiserede og vrantne mand - et rigtig dumt svin - skal opereres i storbyen Sevilla. Så hun må i en periode flytte ind hos datteren, der bor i et af byens mest nedslidte kvarterer. Det er ikke nogen ubetinget hyggevisit. Faderen har alle dage terroriseret familien, og datteren, Maria, er flygtet til Sevilla, så snart hun kunne slippe af sted. Men storbyen har ikke været god ved Maria. Hun er fordrukken og kan med nød og næppe klare et arbejde som rengøringskone. Bedre bliver det ikke, da hun opdager, at hun er gravid. For den potentielle far er en afstumpet lastbilchauffør. Underkuelsen er et mønster, der går i arv. Men værst er næsten ensomheden - den moderne struktur-ensomhed, der gør, at pensionister og yngre solister kan leve hver sit ensomme liv dør om dør uden nogen sinde at komme i berøring med hinanden. Marias underbo, en nydelig gammel herre med blide øjne og et skarpt blik, får straks øje på den værdighed og kvindelighed, der gemmer sig bag den gamle landsbykones resignerede fremtoning. På trods af sin fåmælthed og sin næsten ko-agtige flegma bliver den gamle kone den afgørende faktor, der sætter skred i datterens og underboens fastlåste livssituation. Zambranos pointe er, at har man selv stadig viljen til forandring indkapslet et sted indeni, kan den blive udløst af selv nok så ydmyg en faktor. I dette tilfælde en gammel, tyk, træg og endeløst tålmodig kvinde. En kende overstadig over sine små sociale mirakler, må man nok indrømme, at Zambrano bliver til sidst. Slutningen er lidt vel glittet, men i det store og hele er filmen et seværdigt eksempel på den nyrealisme, der åbenbart kan udvikle sig til et reelt alternativ i de kommende års europæiske filmbillede.