Lindsay Lohan, barnestjernen fra 'Forældrefælden', leder stadig efter sin rette voksne hylde og har i ventetiden påtaget sig endnu et harmløst fluevægtslystspil i forlængelse af mor-datter-rollebytningen i 'Freaky Friday': Her er det held og uheld, der bytter plads mellem hende og ham. Kysk-appetitlige Ashley er svineheldig som Højben: solskin, når hun træder ud ad døren, gevinst på skrabeloddet, møde med velbygget milliardærarving i elevatoren osv. Hendes modsætning er Jake, spillet af Chris Pine, for den unge altmuligmand i bowlinghallen og musikmanager-wannabe er så hjemsøgt af uheld og plager som bibelens Job. I komedier af denne art, bygget over teenagedrømmen om, at kiksethed ved et trylleslag kan forvandles til kanonsucces, overrasker det egentlig ikke, at held øjensynlig overføres ligesom herpes: Ashley kysser Jake ved et maskebal, og straks følger heldet ham - 'hans' band, britiske McFly, opnår en kontrakt - mens hun nu tæppebombes af uheld, fra en knækket hæl til fyring og fængsling. Horisonten er omhyggeligt afgrænset til amerikansk middelklasseungdoms, men gedigne uheld er jo sommetider morsomme, jævnfør bananskrællen, og i biroller som hhv. Jakes og Ashleys chefer leverer store sorte Faizon Love og lange lyse Missy Pyle veldoserede selvparodier. Men hverken Lohan eller Pine - endsige instruktøren - lader til at være på toppen i dette urefererbare taber-vinder-taber-osv. eventyr, som kun kærlighed og mundvand kan skabe ligevægt i.